Inges italienske drøm
Foto: MICHAEL SVENNINGSEN
Rejs 700 år tilbage i tiden. Bo på et restaureret landsted eller en herregård fra 1300-tallet, og gå rundt i gader, der kun er halvanden meter brede, fyldt med liv og små butikker.
Sådan er Toscana og Umbrien.
Sådan ser Inge Gustafssons italienske drøm ud, og som ejer af rejsebureauet Local Living har hun for længst fået overbevist familie, venner og et stigende antal kunder om, at Italiens "grønne hjerte" er stedet for en god ferie.
- Mange har den opfattelse, at produktet vi sælger, er meget dyrt, og at der er for stille og roligt til, at børnene synes om det. Der er ikke noget, der er mere forkert.
- Vi får ofte spørgsmålet, om vore rejser til Toscana om Umbrien er for børn. De børn, der kan lide nærhed til deres forældre, at have god tid, at være udendørs ved poolen, spille tennis eller bordtennis, cykle, spille kort eller blot ligge og læse i skyggen - de vil elske at være på ferie i Italien, siger Inge Gustafsson.
Rejsebureauejeren noterer, at Local Living ikke sælger charterrejser med fuld fart på.
- I Toscana og Umbrien er du langt fra - og alligevel tæt på alting. Den ene dag kan man slappe af i landlige omgivelser og koble fra i de små romantiske landsbyer. Den næste dag kan man tage på shopping og til store kulturelle begivenheder. De ferieboliger, vi udlejer i Italien, er af en høj standard, ud over vores ufravigelige krav om charme og bekvemmelighed, har alle herregårde og landejendomme egen swimmingpool. Og derfor egner ferieformen sig også perfekt til børnefamilier, siger Inge Gustafsson.
Vejle-bureauet sælger både produktet som "Kør-selv"-ferie og med fly.
- Vi mærker en stigning i antallet af "Kør-selv"-ferie. Hvis man er en børnefamilien bestående af to voksne og to børn, rækker feriebudgettet da også længere, erkender Inge Gustafsson.
To voksne og to børn kan bo på en herregård eller på en landejendom for 5000 kr. for en uge.
Bureauets italienske drøm henvender sig dog også til folk i den tredje alder, der er til forkælelse.
- Flere af vores gæster har eksempelvis benyttet sig af vores tilbud om at hyre en lokal kok, der kommer "hjem " til dem og laver mad i køkkenet. Kokken laver mad efter gæsternes ønske. Det kan være en middag til to eller mad til gæsterne og dem, siger Inge Gustafsson, der også tilbyder kokkeskole, hvor man selv deltager i madlavningen.
Inge Gustafssons passion for Italien er stor.
Den kvindelige rejsebureauejer har næsten italiensk blod i årene. Hun taler sproget og fortæller med begejstring i stemmen om sit produkt.
- Jeg har boet i Italien i tre år. Her var jeg rejseleder og senere destinationschef i Arma Di Taggia i Legurien, siger Inge Gustafsson, mens hun malerisk fortæller om Arma di Taggia med de brede sandstrande og romantiske beliggenhed.
- Men jeg har også med familien taget færgen fra byen Piombino til Elba for at nyde livet og slappe af som italienerne, siger Inge Gustafsson med et smil på læben og tænker tilbage på familiens ferie på Italiens tredjestørste ø, der ligger ud for havnebyen Livorno.
Familien har selvfølgelig også rejst meget i Umbrien og til Toscana.
- I Italien bliver man, hvis man selv vil, hurtigt en del af familien. Det, vi udlejer er små steder, hvor man bor tæt på værtsparret, og ofte bliver inviteret til at smage ejernes vine og olivenolie, siger Inge Gustafsson.
Selv om vejlenserens italienske drøm også er en forretning, kunne Inge Gustafsson ikke forestille sig noget andet arbejdsliv.
- Det er dejligt, at man i sit arbejdsliv kan få lov til at beskæftige sig med noget, hvor ens passion er så stor. Vi mister stort set aldrig en kunde, der har henvendt sig til os via vores hjemmeside eller telefonisk, fordi vi ved så meget om vores produkt. Og fordi, vi kan matche dét, kunderne ønsker - en ferie, hvor de kan stoppe op, nyde livet og være lidt eftertænksomme.
- Selv om Local Living skal være en forretning, skal vi ikke være større, end vi hele tiden har hjertet med. Vi ønsker at være i tæt dialog med vores gæster. Det er vi i dag, og vi hører faktisk fra mange af dem, vi sender af sted på ferie i Italien, når de er kommet hjem igen, siger Inge Gustafsson, der erkender, at hun har svært ved at give slip på sine gæster.










RSS