Skov-spejderne
Foto: NANA HANGHØJ
Nils (14) og Frederik (13) har sammen med deres tropskammerat Kasper egen suite på Blå Sommer. De tre knægte har bygget sig en hule i krattet lige ved siden af Fæstningsgruppens officielle lejrplads på Blå Sommer. Her hygger de sig bag camouflage-net og i hængekøjer af fiskenet med fem kasser Saltum-sodavand og besøg af gæster fra egen og andres lejre.
- Vi har blandt andet mødt en engelsk pige, der hed Kitty, siger Nils, som havde sendt pigerne ud af bagvejen inden avisen kom på besøg.
De første dage brugte drengene til at etablere deres egen private hyggehule og hjælpe med opbygningen af lejren. Derefter har de haft tid til at dyste i sæbekasseløb og forhindringsløb.
- Sæbekasseløbet gik ikke så godt. Vi blev sidst, griner de to.
Nils, Frederik og Kasper er med Fæstningsgruppen på Det Danske Spejderkorps store korpslejr ved Kliplev. Gruppen har godt 40 spejdere og ledere af sted på lejren, hvor de bruger energi på klima-aktiviteter og på at netværke med spejdere fra ind- og udland.
Blå Sommer har 19.000 deltagere og lejren bliver officielt afsluttet onsdag aften med et stort farvel-arrangement.








RSS