EL: En stor socialdemokrat er død
Det er med sorg, at Enhedslisten fik beskeden om, at den tidligere partiformand Svend Auken ved femtiden sov stille ind på Bispebjerg Hospital. Svend Auken havde i længere tid været syg af prostakræft.
- Det er en i mere end en forstand stor socialdemokrat, der har forladt os. Selvom vi sjældent var enige i EU spørgsmål lærte jeg hurtigt at respektere Svend Aukens indsats for at sikre, at det var Folketinget og Folketingets Europaudvalg, der fastlagde Danmarks EU-politik, siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen.
- I forhold til energi- og miljøpolitikken satte Svend Auken markante fodspor. Desværre har VKO-flertallet udraderet de fleste af de positive resultater, mens fejltagelserne er bevaret. Netop ødelæggelsen af miljøet og den uambitiøse klimapolitik var en af de ting Svend Auken var mest bekymret for i sine sidste år i dansk politik. Derfor gør hans død det endnu vigtigere, at vi i oppositionen fortsætter den kamp, som Svend Auken førte på dette område, siger Per Clausen.












RSS