De første flasker Fary whisky er klar i 2014
Foto: BENNY F. NIELSEN
For første gang i nyere tid var der mandag rejsegilde på et dansk whiskydestilleri.
Det fandt sted i Farre og byen har da også givet en del af navnet til det nye destilleri. "Fary Lochan" hedder det.
Fary skulle ifølge destilleriet ejer, Jens Erik Jørgensen, være det gamle danske ord for vadested, i dette tilfælde over Omme Å og det skulle være det ord, der er endt med at blive til Farre.
Lochan er tydeligt skotsk inspireret. Og drømmen om at fremstille en dansk whisky, der kan måle sig med de skotske forbilleder er da også den gennemgående drivkraft i hele projektet.
Mandagens rejsegilde blev lidt af et tilløbsstykke. Venner, naboer og whiskyinteresserede i almindelighed strømmede til fra nær og fjern. Nogle med kranse til rejsegildet, andre med flasker i forskellige afskygninger og en enkelt havde kombineret de to ting.
Første flasker klar om 5 år
Går det, som det skal vil de første flasker whisky være klar til salg i 2014. For at en spiritus må kaldes whisky, skal den være lagret på fade i minimum tre år.Men er det første hold ikke vellykket, så udskydes "premieredagen" Heller det end at sende noget på markedet, som ikke er helt i orden.
Den årlige produktion bliver på 1.500 halvliters flasker. Resten af produktionen får lov at ligge, så der med tiden kan sende 12, 15 og måske 30 års whisky på markedet.








RSS