Hvem har set Samson?
Siden lørdag den 3. oktober har Samson, der er en blanding mellem en labrador og en engelsk collie, været forsvundet, efter det lykkedes ham at åbne døren ud til haven.
- Vi savner ham. Han har ikke tidligere strejfet og plejer at være tilbage efter en halv time. Han er en meget klog hund. Har du ellers hørt om andre hunde, der kan spise Toms Guldkarameller uden at ødelægge papirer, spørger Birgitte Tremlett, der ligesom resten af familien er meget bekymret for, hvad der er sket med hunden:
- Vi vil gerne vide, hvad der er sket - også selvom han skulle være blevet skudt af jægere eller kørt over. Han er en meget stor hund, så det er underligt, hvis der ikke er nogen, der har set noget.
Familien har sammen med frivillige søgt i en radius af 25 kilometer fra deres adresse på Førstballevej ved Gødding Mølle, men indtil videre uden resultat.
- Den dag, hvor han forsvandt, var der et frygteligt uvejr. Måske har han ikke kunnet finde sporet tilbage, og en hurtig hund som ham, kan sagtens være løbet helt ind til Egtved, siger familien.
Samson er sort med et hvidt bryst. Han har hængende øjne og store ører. Han bærer ikke halsbånd, men er chippet i skulderen, og han beskrives som en familiehund og vil derfor sandsynligvis søge hen, hvor der er mennesker.
Oplysninger kan gives til Birgitte og Gary Tremlett på telefonnummer: 40 11 01 23 eller på 23 62 66 69.








RSS