Opråb til fredericianerne
Vi her i Fredericia har blot måttet trækkes med avisens redaktør, der i hele forløbet siden 12. juni 2008 har optrådt som en emsig lugekone i borgmesterens radisebed. Her er jeg meget enig i Leif Andersens kritik af avisens ensidige holdning i værftssagen.
Fredericia Skibsværft havde i 2008 sit hidtil bedste regnskabsår. Alle forudsigelser om, at værftet alligevel ingen fremtid havde, er således gjort til skamme. Eneste modvind kom fra byens styre, der havde ladet sig besnakke af Realdania, der havde øjnet muligheden for at tjene penge på Kemiragrunden.
Der har aldrig været en sag i Fredericia, der i den grad har sat sindene i kog. Den naturligt dybe industrihavn er amputeret, værftet på vej til en anden kommune, der tager imod det med kyshånd, om der kan bygges boliger på Kemiragrunden er endnu uvist, byen er gældsat op over skorstenene, befolkningen splittet og byens image spoleret i industriens branche- og fagorganisationer over hele landet. Flot resultat!
Et systemskifte er nødvendigt. Hvis S og SF fortsætter ved roret, vil gælden stige yderligere på trods af en 5. højeste skatteprocent i DK. Et borgerligt styre vil arbejde for at optimere udnyttelsesgraden af borgernes skattekroner, barbere overflødige omkostninger væk og lede pengene derhen, hvor der er brug for dem, og ikke mindst skabe et gunstigt miljø for erhvervslivet - aldrig mere en 12. juni! Der er brug for alle typer arbejdspladser, også blå kedeldragter og sorte hænder. Produktion er nødvendig for at skabe værdier, der kan sælges udenfor kommunen og skaffe penge i kommunekassen udefra.
Kære fredericianere - til alle jer 1024 personer, der spontant mødte op på værftet d. 15. september 2008 for at tilkendegive jeres støtte, alle jer tusindtallige der skrev jer på protestlisterne, alle jer der har skrevet kritiske læserbreve, alle jer der rundt omkring i byen - på Axeltorv, i Idrætscentret, ja overalt har givet udtrykt for jeres utilfredshed, vil jeg sige: HUSK DET, når I skal sætte jeres kryds d. 17. november - stem personligt, stem på et borgerligt parti. Lad os få vendt udviklingen!








RSS