Læserbrev: 3F vil ikke tvinge de ansatte men restauratørerne
Vi undersøgte området nærmere; Hotellerne er i vid udstrækning dækket af overenskomster, da de fleste er medlemmer af en arbejdsgiverforening og på den måde overenskomstdækket. Men når man ser på Cafeer, restauranter og diskoteker, så var foruroligende mange ikke dækket af en overenskomst. Jeg ved også at arbejdsgiver-foreningen har undret sig over at de har så få medlemmer i Vejle, sammenlignet med andre byer.
Vi besluttede at det må der gøres noget ved. Både for at skabe den tryghed som en overenskomst er for de ansatte på virksomhederne, men også for i højere grad at skabe ligelig konkurrence imellem arbejdsgiverne. Det skal jo ikke være sådan, at det stiller en virksomhed ringere at være overenskomstdækket. Vi kan som fagforening ikke acceptere at der er en branche, hvor der er så mange virksomheder som ikke er overenskomstdækket.
Vi gik derfor i sommeren 2009 i gang med at overenskomstdække områderne. I starten har vi været meget langmodige, da mange arbejdsgivere såmænd ikke en gang har været spurgt om de var interesseret i en overenskomst.
Conrad Cafe var den første inden for cafeområdet. Vi skrev til virksomheden i juli 2009 og havde det første møde med indehaveren i august 2009. Vi havde så en lang række møder, med henblik på at afklare om det var muligt at indgå en tiltrædelsesoverenskomst for virksomheden, da man ikke ønsker at være medlem af en arbejdsgiverforening.
Møderne gik så godt, at vi i oktober lavede en skriftlig aftale med Conrad Cafe om at der skulle være indgået overenskomst senest 1. februar 2010, ellers ville der træde en konflikt i gang fra samme dato. Forhandlingerne om indholdet i en tiltrædelsesoverenskomst gik også godt, således var vi her i januar helt enige med virksomheden om indholdet i en tiltrædelsesoverenskomst.
Da vi så efter aftale mødtes den 1. februar 2010 for at underskrive overenskomsten, kom det jo lidt bag på os, at indehaveren Martin Sikær nu pludselig ikke ønskede at underskrive overenskomsten.
Så meget mere at Martin som den flinke arbejdsgiver han er, begrundet det med at det skam var for at tage hensyn til personalet!
Jeg kan i dagspressen se, at Martin flere gange er citeret for at hele personalet (60) er medlem af kristelig fagforening. Bortset fra at det er ligegyldigt, så kan udsagnet undre, da det er indlysende usandt.
Men for os er det vigtigt at betone at vi gør det her for at få virksomheden overenskomstdækket. Vi har aldrig rejst krav om at de ansatte skal melde sig ind i 3F. Det bestemmer de selv og i dag er langt hovedparten jo ikke medlem af nogen fagforening. Fagforeningstvang, det var noget man havde i gamle dage. Det kan vi ikke tvinge nogen til i vore dage.
Selvsagt vil vi gerne have at de ansatte på de virksomheder vi dækker er medlemmer. Men det må vi overbevise dem om via argumenter.
I 3F tror vi stadig på at sammenhold gør stærkt. Det er det der har skabt den danske model, hvor fagforeninger og arbejdsgiverforeninger via forhandlinger har været med til at skabe den danske velfærdsmodel. Derfor er vi parat til at køre en konflikt i mange måneder, hvis det er det der skal til.








RSS