Tysk rødvin - jovist
Den kombination har jeg kun haft hån til overs for, for ligesom det meste Pinot Noir fra Alsace er røde, tyske vine ikke bare blege og triste, men også sure og dyre.
Nå, jeg blev klogere. Kurt Darting er en kvalitetsproducent i Bad Dürkheim, hvor jeg har besøgt ham flere gange og smagt mig igennem hans uendelige serie af fine Riesling, Rieslander, Traminer og meget andet - men aldrig hans røde vine. Jes Hagelquist med en fortid i Havnens Vin og Tobak i Vejle er nu begyndt at importere hans rødvin, og en lille håndfuld var en positiv overraskelse. Darting fremstiller to Spätburgunder (Pinot Noir), den ene lagret på nye fade - begge er mørkere i farven end flertallet af røde Bourgogner, og begge holder en imponerende balance mellem syre og frugt uden at falde i fadfælden. Vinene er koncentrerede og rige på alkohol, ikke voldsomt raffinerede men en anderledes, uvant oplevelse, mange vil synes godt om.
Det samme gælder vinene på Cabernet Cubin - en tysk hybrid af Cabernet Sauvignon og Muscat. Her bliver stilen mere international, men vinene rummer masser af koncentration, og den nyfadlagrede fra enkeltmarken Mandelgarten er værd at prøve for Cabernet-fans med mod på at udfordre smagsløgene en smule.








RSS