Lærerne sover ikke om natten
Der bliver ikke grinet ret højt i frikvartererne på kommunens lærerværelser. Tværtimod. Stemningen er trykket, bekymret og frustreret, fortæller tillidsrepræsentant på Egtved Skole, Hanne Mols.
- Det er rædselsfuldt. Den enkelte lærer frygter for, om det bliver dem, og hvis ikke, om det så bliver en af deres teamkolleger eller nærmeste samarbejdspartnere. Mange sover ikke om natten, fordi de spekulerer på deres egen situation og økonomi, hvis de bliver afskediget. Der lurer en stor usikkerhed under overfladen, fortæller hun.
Udover bekymringen for egen stilling, så er frustrationen over skolernes fremtid stor.
- Lærerne tænker på, hvordan i alverden det skal lykkes at sætte et anstændigt skoleskema sammen for både lærere og elever næste år. Vi har både ansvar for faglig og social udvikling, men med de her massive besparelser, er det svært at tilgodese det hele, siger Hanne Mols.
- Det er hårdt for det psykiske arbejdsmiljø, og vi frygter for, at skolen bliver til et opbevaringstilbud i stedet for et undervisningstilbud.











RSS