Berusende billeddigt
Tim Burton iklæder Lewis Carrolls i forvejen kulørte historie så spraglede klæder, at øjet må frydes og fantasien åbne munden på vid gab og bare slubre dem i sig.
Han har dog taget lidt af det eventyrlige ud af eventyret ved at lade filmen ende som en dræb dragen og bliv voksen historie, som giver helheden et knæk undervejs.
Men trods denne skønhedsplet er filmen en visuelt dragende oplevelse med mange sære finurligheder.
Det er en æresbevisning til Lewis Carrolls børnebog om Alice i Undrelandet, at masser af navne, udtryk og betegnelser fra bogen har bundfældet sig i det engelske sprog. Ligeså, at der er skrevet mange sange med elementer fra historien.
"Gal som en hattemager", bare for at tage et eksempel.
"White Rabbitt" med Jefferson Airplane, som genfortæller hele historien på lige godt to minutter. "Tweedledee And Tweedledum" af Dylan, om de to fede mandslinge med ikke ret mange brikker at flytte med. "The Mad Hatters Tea Party" af Chick Corea.
Der er altså oceaner af indfald og fantasi at øse af for en hæmningsløs billedmager som Tim Burton. Og det kan nok være, at han øser. Det er resulteret i en visuelt fremragende film, som afvikles i et berusende tempo, hvor man virkelig skal følge med for at fange alle de små detaljer i billederne.
Filmen lader Alice dumpe ned i kaninhullet på flugt fra en virkelig kedelig frier. Uden erindring om at have været i det sære land ti år tidligere.
Hun tror, hun er i en drøm, og at alle vidunderne er produkter af hendes fantasi. Uhyrerne viser sig dog at være virkelige nok, og efter den første times lyksalige vandring rundt imellem svampe så store som huse og vandpiberygende blå kålorme flytter filmen perspektivet til noget, der ligner Harry Potter møder Frodo møder King Kong.
Det tager ligesom toppen af magien, men pointerer også historiens tydelige freudianske elementer. For dragen, der skal dræbes, er det snæversynede viktorianske voksensamfunds krav til en ung kvinde, der har større drømme end som så.
Historien kulminerer i et skakspils-slag mellem rød og hvid dronning og en humanistisk morale om, at det på et tidspunkt er nødvendigt at lægge våbnene og stoppe myrderiet.
Herlig Depp
Johnny Depp er naturligvis Den Gale Hattemager og udfolder al sin barnligt-hysteriske charme i rollen. En figur, der lyser af sær uskyld. Helena Bonham Carter er herligt usympatisk som rød dronning med et alt for stort hoved, mens Anna Hathaway er en blanding af Galadriel og Elisabeth Den Første.Med valget af Mia Wasikowska til rollen som Alice har Burton valgt at nedtone historiens seksuelle undertoner. Hun er i sin anæmiskhed nærmest androgyn og mere en Jeanne d'Arc end en Brynnhilde.
Den nye film er mere en voksen- end en børnefilm, selv om den sagtens kan ses også af børn. Den udfolder hele Burtons talent for kreativ egenvillighed og lægger sig fint ind i rækken af mindeværdige film fra hans hånd.
RSS