Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Nye Film

En ånd søger sin morder

05.03.2010 kl. 13:45 Af
En ånd søger sin morder
Susan Sharandon spiller kæderygende og hårdt drikkende bedstemor i Peter Jacksons "The Lovely Bones". Foto: UIP

The Lovely Bones
Instrueret af Peter Jackson. Manus: Fran Walsh, Philippa Boyens og Peter Jackson efter Alice Sebolds roman. Med: Mark Wahlberg, Rachel Weisz, Susan Sharandon, Stanley Tucci, Michael Imperioli og Saoirse Ronan. Danmarkspremiere i Lido Biograferne, Panorama Middelfart, BioCenter Kolding og Klovborg Kino torsdag aften.
Annonce
Det ligger ikke lige for at filmatisere en roman, hvor fortælleren - en 14-årig pige - rent faktisk er død, offer for en morder. Men instruktøren Peter Jackson har gjort forsøget med Alice Sebolds roman "The Lovely Bones", og det er blevet til en psykologisk thriller, som ikke beskæftiger sig med det hinsidige, men med sorgen i en familie, der rammes af noget ultimativt ondt.

Susie Salmon er 14 år og har netop aftalt sit første stævnemøde med den kønne Ray. Men så langt kommer hun ikke, for inden da møder hun en morder, som ingen ville tiltro en så grusom forbrydelse.

Susie nægter at affinde sig med, at hun er død, men følger fra et sted midt imellem liv og død med i, hvordan hendes familie tackler sorgen. Den truer med at splitte familien, og ikke nok med det: politiet løber hurtigt tør for spor, så det også ser ud til, at Susies morder slipper fri for straf.

Årene går, og Susies lillesøster Lindsey vokser til. Mr. Harvey, morderen, bor stadig i kvarteret, og hans mørke sjæl begynder at røre på sig igen. Lindsey kan meget vel blive hans næste offer.

Stemme fra graven

Susies had mod morderen bliver så stærkt, at også de levende begynder at mærke, at der er noget derude, som vil i kontakt med dem. Hendes far Jack får mistanke til naboen, men hvordan overbeviser han politiet om, at der er noget om snakken?

Hendes familie splittes, og moderen søger væk. Kun bedstemoderen, en dranker med noget udsvævende tilbøjeligheder, vokser med opgaven og sørger for, at i al fald noget bliver tilbage.

For Susie kan ikke give slip og søge videre, før morderen er afsløret, og hendes familie kan komme videre.

Ikke okkult

For Peter Jackson har det været vigtigt, at hans film ikke skulle opleves som en okkult thriller. Susies verden forklares ikke i filmen i forhold til religiøse synspunkter om det hinsides. Det er familien, der er i fokus hele vejen igennem historien.

Veteranen Susan Sharandon spiller bedstemoderen, mens Rachel Weisz er moderen og Mark Wahlberg faderen. Den ubehagelige rolle som morderen er lagt i hænderne på Stanley Tucci.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Nye Film-forsiden

Bedøm artiklen:
0
 har stemt. Gennemsnit
0,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock