JfS nærmer sig nedrykning
Kampen, der skulle vindes, blev tabt, og nu hviler der et maksimalt pres på håndboldherrerne fra JfS efter nederlag i Thyregod til Frem, der vandt 24-22.
Jelling kom ellers fremragende fra start. Holdet var gennem hele første halvleg foran og gik til pausen med en tre måls føring. Kampen bar præg af, at begge hold var klar over, at en sejr ville betyde et enormt skridt i den rigtige retning hen imod overlevelse i jyllandsserien.
Der blev gået til den i samtlige nærkampe, og begge hold stod meget kompakt i forsvaret.
Halvvejs inde i anden halvleg lykkedes det Frem Thyregod at indhente Jellings føring, og med små 10 minutter tilbage, kom hjemmeholdet også foran. Det lykkedes aldrig igen JfS at få overtaget i kampen, og i en hæsblæsende afslutning, måtte Jelling efter 60 minutter se sig slået med to mål.
Jelling ryger derfor en tur under nedrykningsstregen, med et point op til de to næste hold - JfS har dog spillet en kamp mindre. Tirsdag den 16. marts kl. 20.15 tager Jelling imod Horsens Torsted i Gormshallen. De to hold har både i serie 1 og jyllandsserien haft nogle fremragende kampe imod hinanden.








RSS