Læseheste-hviskeren Læseheste-hviskeren

Karoline har kastet sig over "Rosas dagbog", mens Nikolai gentager ordene i "Strit & Krølle".

- Det er vigtigt at læse. Det kan de voksne jo, lyder det kloge budskab fra de to sidekammerater til avisens udsendte journalist og fotograf.

Kvinden, som går rundt mellem firemands-bordene, lytter efter børnenes udtale og hvisker opmuntrende ord til de små læseheste. Som i øvrigt også kan gøre brug af en lille højttaler-service, hvis de er i tvivl om, hvorvidt de har læst rigtigt.

Vi er i 2.b's klasseværelse i Klynge I på Søndermarkskolen i Billunds sydby en tirsdag formiddag. De ellers småkedelige røde murstensvægge og lysebrune opslagstavler er pyntet op med elevernes fantasifulde dyretegninger - her er bl.a. en ræv, løve, bjørn, tiger, flodhest og elefant - samt ungernes egne selvportrætter på bagvæggen.

Søren, Amalie, Frederik, Marie Louise og en halv snes andre klassekammerater har netop forladt klasseværelset sammen med pædagogen, Berta Schønwald, for at læse bøger højt for hinanden i et tilstødende lokale, mens den tilbageblevne halvdel af 2.b har åbnet hver deres computer og tastet sig ind på www.abc.dk, hvor de elektroniske udgaver af børnenes favoritbøger gemmer sig.

Diplomuddannelse

Børnene nyder at læse. Og det samme gør klasselæreren, Henriette Langkjær, som bruger megen tid på at lære eleverne at tyde det danske skriftsprog.

- Jeg havde historie og idræt som linjefag på seminariet men har altid interesseret mig meget for læsning og tog diplom-uddannelsen i læsningens didaktik i år 2000. Det er et vigtigt indsatsområde. Både i forhold til at differentiere den almene undervisning men også at sørge for, at de svage elever finder deres fodfæste i undervisningen, forklarer "Henry", som børnene kalder deres klasselærer.

- Det har beriget mit eget liv at læse gode bøger. Jeg kan stadig godt lide at læse børnebøger. Og de oplevelser vil jeg gerne give videre, tilføjer hun.

Lever fint med presset

I avisens serie "Godt, det ikke er mig!" sendte kokken Henrik Lyager stafetten videre til en skolelærer. Han er mere til kæft, trit og retning end blødsøden pædagogik og har i øvrigt ondt af lærerne, der må mærke et - mener han - indimellem meget højt forventningspres fra forældrene.

Henriette Langkjær kan godt forstå kokkens indgangsvinkel, men mener alligevel, hun har et supergodt job:

- Flere i min familie har også sagt til mig: "Det dér havde vi simpelthen ikke tålmodighed til!" Men man skal være klar over, at der er forskel på egne og andres børn. Tålmodigheden er altid større med andres, og det er en spændende udfordring at tackle problemerne. Men selvfølgelig kan jeg også råbe højt og blive vred, det skal jeg også have lov til, siger hun.

- Forældre-presset har jeg det egentlig fint med. Det er helt ok, synes jeg, at forældre vil have, der bliver taget hånd om deres børn henne i skolen. Det, jeg forlanger af forældrene her, er blot, at de tager de positive briller på, når de eksempelvis overværer undervisningen. Man kan altid finde en fejl i et undervisningsrum, hvis man gerne vil, som Henriette Langkjær formulerer det.

Det, der kan være svært for forældre, er at blive konfronteret med konflikter, de ikke kender fra hjemmet.

- Måske ser forældrene ikke deres barn slå eller opføre sig hysterisk derhjemme. Nej, men sådan er dit barn her i skolen, må jeg så sige, og hvad gør vi ved det?

Gensynsglæden

Glæden ved at se børnene vokse og blive selvstændige mennesker, er det, der driver værket for den 46-årige skolelærer.

- At komme i skole igen efter en ferie og blive mødt af jublende børn, der råber "hej, Henry!" - dét giver arbejdsglæde, siger hun og smiler bredt.

Henriette Langkjær kalder skolelærer-gerningen et utroligt afvekslende job, hvor den enkelte underviser har indflydelse på sin arbejdsdag og tilrettelæggelsen af undervisningen. Hun synes dog, skolegangen er blevet for centralt styret, og tænker bl.a. på de meget omtalte nationale tests.

- Det er vigtigt, at lærerne selv føler ejerskab til de processer og nye tiltag, der sker, lyder det.

Godt sammenhold

Søndermarkskolen kalder sig selv et gode være- og lærested, og det vil 2.b's klasselærer gerne skrive under på. Et godt kollegialt sammenhold, der har resulteret i eksempelvis løbeklub og fælles ferier i lærergruppen, er med til at gøre det sjovt at gå på arbejde. Og selv om Henriette Langkjær flere gange har flirtet med tanken om at skabe en lille privatskole sammen med en kollega, bliver hun nok i folkeskolen - og formentlig på Kærvej i Billund - resten af arbejdslivet.

- Der er hele tiden områder, man kan udforske som lærer, lige fra it-programmer til konfliktløsning og undervisning af ordblinde, og det gør jobbet ret spændende. Det kan til gengæld også virke overvældende, hvis du synes, du skal være god til det hele, erkender hun.

Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Godt det ikke er mig-forsiden