Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Læserbreve

Folkeskolen skal have frihed til at udvikle sig indefra

Læserbrev 10.03.2010 kl. 10:31 Af Niels Martin Vind
Annonce

Folkeskolen skal have frihed til at udvikle sig indefra og forældre skal gøre deres børn undervisningsparate. Man kan ikke tvinge viden ind i hovedet på skoleelever, de skal være motiverede for at kunne lære noget. Her er Fredericias satsning på profilskoler med tonede folkeskoler, fx science-skoler, en god ide, der skaber ejerskab og engagement hos elever og lærere.

En udvikling af folkeskolen kræver dog også en ledelsesreform, hvor skoleledere rustes til at få alle lærere til at skubbe udviklingen fremad. Her skal de forældrevalgte skolebestyrelser ligeledes på banen og have kompetence til at påvirke skolernes daglighed. Folkeskolerne skal have frihed. Stramt styrede statsskoler med alt for detaljerede læreplaner skal afløses af målstyring. Venstre har skabt resultater, bl.a. læser eleverne nu ligeså godt i 3. klasse, som de før gjorde i 4. klasse. I naturfag og matematik er de nu ligeså gode i 4. klasse, som de før var i 5. klasse. Disse resultater kan vi måle på, og så skal skolerne have frihed til selv at finde den mest effektive vej til målet.

Hvis vi skal have verdens bedste folkeskole hjælper det ikke med flere penge. Tåstrup Kommune er fx dobbelt så dyr som den billigste kommune - og man kan ikke måle nogen forskel. Vi skal i stedet give forældrene ansvaret tilbage, så de ved at være verdens bedste forældre gør deres børn skoleparate, så lærerne kan fokusere på det faglige. Der er en tendens til, at forældrene opdrager deres børn til curlingbørn, der er kendetegnet ved at få fejet modstand til side og altid få deres vilje. Forældre bør hjælpe lærerne med at gøre deres børn undervisningsparate.

Lærerne skal desuden turde være autoriteter, så der bliver ro i klasserne til det faglige. Vi husker alle timer, hvor vi snakkede og sendte sedler rundt. Men der var også timer med Hr. Andersen, hvor vi lærte noget. Ikke fordi Hr. Andersen var skrap og skældte ud, men fordi han var en positiv autoritet, der forventede at vi lavede noget og til gengæld leverede en spændende undervisning. Eksperter har dokumenteret, at uro har mærkbare konsekvenser for børns indlæring. Jeg tror, at varierede læringsformer og markante lærere kan dæmpe uroen og give børn lyst til at lære.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Læserbreve-forsiden

Bedøm artiklen:
3
 har stemt. Gennemsnit
5,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock