Fejl i 2000 sager om landbrugsstøtte
Nye flyfotos har afsløret, at arealer, som har fået EU-støtte, slet ikke har været støtteberettiget, fordi de ikke er landbrugsarealer, men derimod dækket af blandt andet søer, skove eller bygninger. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Derfor skal Fødevareministeriet i gang med at kontrollere godt 2000 ansøgninger for fejlagtig udbetaling af landbrugsstøtte efter det såkaldte markbloksystem.
- Det indebærer, at der i 2005 i et vist omfang er tildelt betalingsrettigheder og udbetalt støtte for et for stort areal og som følge deraf i de efterfølgende år er udbetalt støtte på et forkert grundlag. Fødevareerhverv har indledt et arbejde med at genberegne cirka 2000 ansøgninger om udbetaling af landbrugsstøtte, skriver Rigsrevisionen i et notat om revisionen af EU-midler, der blev offentliggjort torsdag.
I Fødevareerhverv, der administrerer de danske udbetalinger af EU's landbrugsstøtte, oplyser direktør Arent B. Josefsen, at de godt 2000 støttemodtagere i nær fremtid får et høringsbrev, hvor de bliver bedt om at forklare sig.












RSS