Islam-hackere angreb fodbold-hjemmeside
Arabisk sang, muslimske slagord og en klage over Muhammed-tegningerne fyldte sent onsdag aften JfS Fodbolds hjemmeside.
Webansvarlig Per Falborg opdagede angrebet, da han klikkede ind på hjemmesiden efter foreningens generalforsamling samme aften.
- Det var ret sent på aftenen. Jeg sendte en mail til de personer i DBU, som står for it-systemet, siger Per Falborg.
Han besøgte hjemmesiden, fordi han skulle tilføje noget til den.
- Jeg blev mødt at en ganske behagelig arabisk sang, muslimske slagord og et klip fra youtube.com. Længere nede stod: "Complaint to your Government about the Mohammed-drawings. Your Website has been hacked" (klag til jeres regering over Muhammed-tegningerne. Jeres hjemmeside er blevet hacket, red.), siger Per Falborg.
Han fik torsdag morgen en e-mail fra DBU om, at problemet var løst. Ifølge e-mailen var et system blevet hacket. Det ramte cirka 300 klubber på landsplan, der benytter sig af DBU-portalen. De fik dermed ubudne gæster på deres hjemmesider. DBU's it-afdeling og TDC havde løst problemet og ser nu på forbedring af sikkerheden.
Per Falborg siger, at der ingen skade er sket på hjemmesiden www.jellingfsfodbold.dk.








RSS