Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Den sidste testkamp skal hurtigt i glemmebogen

fodbold 13.03.2010 kl. 06:00 Af
Den sidste testkamp skal hurtigt i glemmebogen
Jakob Rasmussen (til højre)indledte på bænken for FC Fredericia, men midtbanespilleren kom på banen fra begyndelsen af anden halvleg og leverede en god præstation. Han presser på til en startplads på det hold, som FC Fredericia-træner Peter Sørensen sender i kamp om en uge på Vejle Stadion.
Foto: TORBEN GLYUM

Annonce
FC Fredericia spillede i går 1-1 mod Kolding FC på kunstgræsbanen i Bjerre

Forholdene lignede ikke, hvad der venter FC Fredericia i forårspremieren på lørdag.

Fredag eftermiddag var scenen kunstgræsbanen i Bjerre, hvor Kolding FC var modstanderen i den sidste testkamp, inden rejsen for alvor begynder mod oprykning til SAS Ligaen.

Bidende koldt var det, blæsende også, der var ganske få tilskuere, og græsset var kunstigt. Sådan bliver det ikke på lørdag, hvor Vejle Stadions græs byder spillerne på "rigtig" fodbold for første gang efter en lang, kold og hård vinteropstart.

Opgøret i Bjerre var langt fra en fodboldmæssig nydelse, og holdene delte pænt med en scoring i hver sin halvleg.

Inden pausen skabte Martin Mikkelsen føringsmålet, da han afdriblede to Kolding-spillere og serverede bolden for fødderne af Kenneth Møller Pedersen. Sidstnævnte huggede knastørt bolden i nettet, men det samme gjorde Kolding FC kort efter pausen.

FC-cheftræner Peter Sørensen er endnu usikker på et par pladser i startopstillingen, og han gav ikke meget for udbyttet af træningskampen.

- Det er ved at være træls med træningskampe, og det var godt, det var den sidste af slagsen, sagde Peter Sørensen, som kun fik det ud af det, at spillerne kom i kamp og fik løbet.

- På lørdag i Vejle bliver det helt anderledes, så vi kan ikke bruge det her til ret meget, sagde Peter Sørensen.

Han indledte kampen med Stig Olsen på mål, forsvaret fra højre bestod af Henrik Smedegaard, Mads Agesen, Brian Fakkenor og Jes Bekke. På midtbanen, igen fra højre, spillede Lasse Kryger, Søren Pallesen, Kenneth Møller Pedersen og Martin Mikkelsen, mens angrebsduoen bestod af Kenan Hajdarevic og Christer George.

De to sidstnævnte fik dog ikke meget ud af det i en strid modvind.

På lørdag er det alvor

FC Fredericia havde chancer til flere scoringer, men inden pausen kiksede Christer George et par gange, mens koldingenserne havde en afslutning på overliggeren. I anden halvleg var der fine tilbud til Lasse Kryger og Morten Friis, men førstnævnte ramte slet ikke bolden, og Morten Friis' afslutning på en tilfældig chance gik lige forbi mål.

Kolding FC bød dog også på et vindermål et par gange, men målt på antallet af chancer, havde FC Fredericia mest grund til at ærgre sig.

Det gjorde fredericianerne nu ikke ret meget, for omstændighederne var for specielle. På lørdag er det derimod alvor.

- Der var spillere, som gerne vil spille på lørdag, så de passede på sig selv. Det var svært at træne det, vi gerne ville på grund af kunstgræsset, og der venter os en helt anderledes opgave på lørdag. På den baggrund havde kampen mod Kolding FC ikke megen relevans for os, sagde Peter Sørensen.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Sport-forsiden

Bedøm artiklen:
4
 har stemt. Gennemsnit
5,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock