I orden at kommunaldirektør fik billetter til AC/DC-koncert
Foto: POLFOTO/TOPFOTO
Der skal mere end en billet til en koncert med AC/DC og en hotelovernatning til, hvis et privat firma vil bestikke en kommunaldirektør.
Det vurderer kommunernes Landsforenings juridiske konsulenter i sagen fra Hedensted, hvor it-giganten KMD gav kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller en billet til AC/DCs koncert i Parken i juni 2009 samt en overnatning på hotel efter koncerten.
Lektor i offentlig ret, Sten Bønsing, Aalborg Universitet, kaldte gaven for bestikkelse, men det mener KLs konsulenter ikke, at der var tale om.
"Konsulenterne har i den forbindelse lagt vægt på, at værdien af koncertbilletten og overnatningen næppe i sig selv kan virke motiverende for Jesper Thyrring Møller til at vælge KMD frem for en anden leverandør i forbindelse med fremtidige indkøb af it-systemer til kommunen", skriver konsulenterne i en redegørelse, som Hedensted Kommune modtog mandag.
Konsulenterne slår samtidig fast, at kommunaldirektøren ikke burde have taget imod gaven, og at han handlede i strid med god adfærd ved at acceptere gaven.
Det var borgmester Kirsten Terkilsen (V), der bestilte redegørelsen fra konsulenterne, og hun glæder sig over konsulenternes vurdering.
- Nogle medier og eksperter var efter vores opfattelse meget hurtigt ude med anklager om bestikkelse. Det har intet på sig, og vi er selvfølgelig tilfredse med, at den juridiske analyse bakker op om vores vurdering, siger Kirsten Terkilsen.
KMD meddelte i sidste uge i øvrigt, at virksomheden, blandt andet på baggrund af sagen fra Hedensted, har ændret praksis og ikke længere vil give gaver til offentligt ansatte.








RSS