Venstres løgn om kommunens administration
Jeg må rose dig for dine udtalelser Gert, da jeg kun har været i stand til at finde ganske små huller i din uvidenhed omkring administrationen i Hedensted Kommune.
Du nævner, med henvisning til en Cepos-rapport, at administrationen i Hedensted Kommune er steget med 21,1 %, svarende til 63 flere ansatte. Dette er en lodret løgn. Fra 2008 til 2010 er antallet af ansatte i administrationen faldet fra 345 til 332.
Antallet af regulære ansatte i Hedensted kommune er faldet fra 3.115 til 3.106 i samme periode.
Til gengæld er der sket en stigning i antal ledige forsikrede, der er ansat i kommunen med løntilskud. De er vokset fra 11 til 54. Ligeledes er antallet af ansatte under revalidering, i beskæftigelsesordninger og lignende vokset fra 9 til 30.
Med de sidste to grupper medregnet er antallet af ansatte i Hedensted Kommune vokset fra 3.135 til 3.190, svarende til en stigning på 55 personer.
Et lille råd til sidst. Cepos (den liberale tænketank) er bestemt ikke noget godt sted at hente faktuelle oplysninger, men er alene egnet til at hidse venstrefolk op til kamp - før et slag om afskaffelsen af vores velfærdssamfund.
Jeg har vedlagt dokumentation for mine tal til dette læserbrev, hvis avisen skulle få lyst til at følge sagen op journalistisk.
Så væk med alt det pjat om overflødigt fedt. De kommende nedskæringer kommer til at skære dybt ind i benet på vores velfærd i Hedensted Kommune.








RSS