Cayenne som hybrid
17.03.2010 kl. 06:00
Af Christian Schacht
Porsche Cayenne er til at kende, selv om bilen er helt ny. Alligevel er den blevet 180 hk lettere og markant mere økonomisk.
Se flere billeder Annonce
Porsche Cayenne er blevet mere økonomisk, ikke mindst i ny hybridversion
Firhjulstrækkerne er kørt fast i et morads af fordyrende afgiftsomlægninger, dramatisk stigende brændstofpriser og beskyldninger om, at deres vægt og højde gør dem hensynsløse over for både miljø og medtrafikanter.
Resultatet er til at få øje på: Der er blevet langt mellem firehjulstrækkerne, både på vejene og i salgsstatistikkerne.
Bilfabrikkerne har læst graffitien i lakken. Og lancerer mere kompakte firhjulstrækkere, der ikke er tunge som en fyldt Mærsk-container og drikker brændstof som et containerskib.
Lidt mere politisk korrekt
Porsche Cayenne bliver nu en smule mere politisk korrekt. Tyskerne havde nemlig verdenspremiere på den nye model i Geneve, og den er blevet tilstrækkeligt meget lettere til, at den kører mærkbart længere på literen.Den største nyskabelse er en hybridversion med kompressorladet benzinmotor og elmotor, der yder som en 8-cylindret motor, men har brændstoføkonomi som en 6-cylindret. Dermed kører den 12,2 km/l i gennemsnit, mens den har 333 hk.
Den 47-hestes elmotor er i stand til at trække bilen alene op til 60 km/t, men kun over en afstand af et par km.
Alle Cayenne har fået sænket forbruget, blandt andet takket være en ny 8-trins automatisk gearkasse, stop/start, intelligent styring af køling af motor og transmission, intelligent afbrydelse af brændstoftilførslen ved speederslip og brug af letvægtsmaterialer. At Cayenne samtidig er blevet 180 kg lettere sætter trumf på.
At den også er blevet kønnere, er vel kun en ekstra bonus. Den eksisterende model har fået mange kritikere i tale, der mente, at den lignede en 911 på stylter. Helt fri for kritik er det nye design dog ikke. I Geneve var der flere, der fandt, at bagenden er blevet lidt for koreaneragtig med de nye lygter. Til gengæld er der ikke meget koreanerbil over præstationerne.
Basismodellen har 3,6-liters V6-motor, der nu yder 300 hk. Dieselmotoren med 240 hk kører hele 3,5 km/l, mens den voldsomme 4,8 V8-motor kaster 400 hk af sig og med turbo hele 500 hk. Den nye Cayenne går i handlen 8. maj. Priserne begynder ved 1.151.040 kroner for basisversionen V6, mens den nye hybrid koster fra 1.700.000 kroner.











RSS