Distriktsmestre skal til landsfinale i ponyridning
I søndags lykkedes fire seje og dygtige piger fra Børkop og deres ponyer at kvalificere sig til landsfinalerne i ponygames afd. B på Vilhelmsborg den 25.- 27. juni 2010. Her deltager kun de 12-15 bedste hold fra hele landet. Pigerne nåede gennem nåleøjet efter tre meget tætte og spændende kvallifikationsstævner i distrikt 10.
Holdet som består af Frederikke Jansen på ponyen Nala, Herle Rasmussen på Fleurie, Freja Rasmussen på Mejse, Caroline Clemmensen på Framtid/Antilla/Fox, og gruppen er ledet og trænet af Susan Jacobsen.
De fire pigers præstation sættes ekstra i relief, da Carolines pony Framtid blev syg lige efter det første stævne, og Caroline måtte derfor ride på hele to forskellige låneponyer, Antilla og Fox, for at holdet kunne deltage fuldtalligt i de sidste to stævner.
De tre stævner blev redet i henholdsvis Østbirk, Egum og Hedensted.
Ved alle tre stævner, blev der kæmpet bravt, da især et hold fra Rideklubben Hedelykke gav pigerne tæt kamp til stregen, og det var derfor meget vigtigt, at Børkop-pigerne red op til deres allerbedste ved det sidste stævne. Og det må man sige, at de gjorde. De vandt nemlig også ved det sidste stævne, og derved var kvalifikationen til landsfinalerne på Vilhelmsborg i hus.
Ved ponygames-stævnet i Hedensted, blev der også afviklet distriktsmesterskab. Også her var kampen hård; fem hold stillede op i afd. B, men Frederikke, Caroline, Herle og Freja, der til daglig træner hos Enevoldsminde i Gårslev, viste hvorfor de skal til landsfinalerne. De vandt nemlig suverænt Distriktsmesterskabet.








RSS