Vibeke og Jørgen vandt i det største lotteri
Den 19. marts 1967 stod Vibeke og Christian side ved side i kirken i Svendborg og lovede hinanden evigt troskab. Det er i morgen fredag præcis 50 år siden, og selvom parret har frabedt sig al opmærksomhed i anledning af deres guldbryllup, og derfor heller ikke vil have morgensang og gaver, vil de alligevel gerne fortælle lidt om deres 50 år sammen.
Christian Christensen er fra Langeland og Vibeke fra Svendborg.
De mødte hinanden da hun som et led i sin uddannelse var på Rudkøbing Postkontor og han havde lejet sig ind på et værelse i byen.
- Da Vibeke skulle til København og gøre sin uddannelse færdig, flyttede jeg med, men ingen af os faldt rigtig til derovre, så da jeg fik tilbudt en stilling som benzinmontør i Fredericia, flyttede vi herover, siger Christian Christiansen. De første fem-seks år boede parret i Fredericia, hvor de fik to børn, inden de fandt en grund på Nyvej i Børkop, hvor de selv byggede hus.
Det blev til godt 40 år på Nyvej, inden parret for 1½ år siden solgte og flyttede til deres nuværende bolig:
- Vi nåede ikke engang at sætte huset til salg, så kom der nogle og sagde, at de gerne ville købe det, og det var lige inden krisen ramte, så jeg plejer at sige, at vi faktisk også har vundet i det store lotteri, siger Christian Christiansen. Vibeke Christiansen var i den første tid hjemme og passe børnene.
Men da de begge var begyndt i skole, blev hun pludselig tilbudt at komme på Syrenparken og hjælpe til med at made beboerne og rydde af efter aftensmaden.
Her tog hun den lille sygehjælperuddannelse, og hun nåede også at fejre 25 års jubilæum, inden hun stoppede på Syrenparken.
Christian Christiansen var i sin stilling i over 30 år; en stilling, som parrets søn fortsatte i efter sin far, da han gik på pension.








RSS