Østeuropæisk bande på tyvetogt i private garager
Foto: COLOURBOX
Ni biler i bredballe er i nat blevet brudt op og ribbet for værdier. Det er særligt airbags og gps'er, tyvene er gået efter, og alt tyder på, at det er en østeuropæisk bande, der har været på spil.
- De er knalddygtige og er gået meget målrettet efter airbags og gps'er. Det, at de kan finde ud af et sætte bilens alarm ud af drift og afmontere airbaggen og har taget en helt række biler på stribe, tyder på, at det er en østbande, vi har haft besøg af. De ved, hvad de har med at gøre. Desværre er der ingen, der har set eller hørt noget, siger kriminalassistent ved Sydøstjyllands Politi Tom Skovgaard.
Alle de opbrudte biler stod parkeret i private carporte, og tyvenes mønster kan følges rundt i kvarteret omkring Majsvangen, Nordtoftevej, Brisevej, Jørgasvej, Dampskibsvejen, Stejlbjergvej og Fjordmarken. Formentlig er tyvene gået eller cyklet rundt.
Airbags i høj kurs i Polen
- Vi ved fra tidligere, at de ofte parkerer bilen et andet sted i byen, og så går eller cykler de rundt med en rygsæk til deres udbytte. Når de har samlet et læs, kører de det ud af landet, måske til Polen, hvor airbags har stor værdi. Det er vi slet ikke i tvivl om, at det er sådan et besøg. Nu er der måske stille et døgns tid, og så kan det være, at vi får en ny stribe af indbrud i biler i Billund eller Hedensted, siger Tom Skovgaard.Derfor vil politiet også gerne have folk til at holde ekstra øje med garager eller mistænkelige personer.
- Hvis det automatiske lys i indkørslen tænder, skal man måske lige gå ud og kigge, eller hvis folk er ude at gå med hund og møder nogle yngre mænd klædt i mørkt, uden hund, men måske med rygsæk, så må man meget gerne være opmærksom, forklarer Tom Skovgaard.










RSS