Ny specialgruppe mod kvindehandel
Københavns Politi vil nu bruge flere kræfter på at afsløre de mænd og kvinder, som tjener penge på andres prostitution. Efter sommerferien skal en specialgruppe på 8-10 medarbejdere udelukkende se på bagmændene.
- Tidligere har man arbejdet med sagerne på stationer og i forskellige afdelinger, men nu samler vi indsatsen, og det er en opnormering, siger politiinspektør Svend Foldager, der er øverste chef for efterforskning i Københavns Politi.
Politiinspektøren har netop lavet de interne stillingsopslag, hvorefter betjente kan søge om at arbejde i gruppen. Initiativet skyldes de kraftige politiske signaler om, at politiet bør forstærke indsatsen.
- Fordelen ved at samle en gruppe er, at den består af engagerede mennesker, der får en god kontakt til de organisationer og myndigheder, som har en aktie i området, siger Svend Foldager.
Gruppen forventes at rejse sager om menneskehandel, rufferi og forskellige former for økonomisk kriminalitet. Foreløbig skal den arbejde i et år.












RSS