Voldtægt på håndvask var umulig
Foto: STEEN OLE/POLFOTO
Nye oplysninger er netop blevet fremlagt i Vestre Landsret i den omdiskuterede voldtægtssag fra Fredericia Banegård.
Pigen har forklaret, at hun blev voldtaget på håndvasken af Sharif Saloni. Da hun nu har indrømmet, at hun ikke blev holdt fast, betyder det, at Sharif Saloni selv skal have løftet hende op på håndvasken og holdt hende fast, mens han krænkede hende.
Der er bare et men. Sharif Saloni er kun 162 centimeter høj. Han vejer 51 kilo, og det mener forsvarer Mette Grith Stage er et bevis i sig selv:
”Skulle han have løftet en pige op på en håndvask, holdt hende fast, men han krængede både hendes og egne bukser af - samt hendes sko, det lyder jo helt umuligt, sagde Mette Grith Stage under sin procedure.
Pigen har forklaret, at Sharif Saloni holdt hende fast med sin overkrop, mens han selv tog sine bukser af.
En krølle på historien er, at Sharif Salonis skridtlængde er 78 centimeter. Håndvasken var placeret i højden 77,5 centimeter.
”Læg nogle centimeter oveni, for pigens bagdel fylder vel også lidt, og tænk på, at Sharif skulle stå med let spredte ben for at et samleje kunne finde sted. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, sagde Mette Grith Stage.
Sharif Saloni har hele tiden fastholdt, at han dyrkede sex med pigen på en hættetrøje, som han havde lagt oven på toilettet – netop fordi han ikke var høj nok til, at de kunne gøre det på håndvasken.
Hvis det er sandt, betyder det, at pigen sad overskrævs på ham, og det sætter igen store spørgsmål ved pigens forklaring om voldtægt.








RSS