Mindeord
Pastpræsident i Lions Club Børkop
Mølleparken 24, Børkop
Lions Club Børkop’s højt respekterede og værdsatte medlem, Ib Erbo Hansen, døde kort efter midnat, søndag den 11. april på Vejle Sygehus – alt, alt for tidligt. Ib blev kun 50 år gammel. Han blev i juni 2008 opereret for en ondartet hjernetumor, som desværre ikke kunne fjernes radikalt, og på trods af strålebehandling og kemoterapi måtte yderligere behandling for kort tid siden opgives.
Ib var et meget pligtopfyldende og omhyggeligt menneske, hvilket i Lions Club Børkop blandt andet viste sig ved hans næsten 100% mødedeltagelse i klubben – også i den sidste tid, hvor sygdommens følger umiskendeligt viste sig. Ibs sidste klubmøde var torsdag 8. april i Gårslev Sognegård, hvor han deltog med god energi og i et fint humør – kun to døgn og nogle timer inden han døde.
Ib arbejdede hos ADP i Vejle, hvor hans store ekspertise vedrørende it og edb må have været yderst værdifuldt og givende for virksomheden. Denne, Ibs store indsigt og kunnen, havde Lions Club Børkop overmåde stor glæde og gavn af. Ib var klubbens it-ansvarlige og løste de mange opgaver, han havde gennem årene indenfor dette vanskelige ekspertområde, til punkt og prikke. Ib var en sand mester i planlægning og logistik og en organisatorisk begavelse. Disse evner udfoldede han til fulde med den allerstørste kompetence i forbindelse med klubbens største arrangement, Børkop Rocker. Ib styrede ’tropperne’ målrettet med fast hånd og handlekraft under denne store, mangfoldige, årlige aktivitet: De flittige spejdere, de hjælpsomme medlemmer fra Rotary og Lions Club Thyra, klubbens egne medlemmer, deres ægtefæller og andre familiemedlemmer, kærester og andre frivillige, flittige hjælpere. Ib var altid fyr og flamme i klubbens forskellige aktiviteter og arrangementer, arbejdsom med en beundringsværdig arbejdsmoral. Ib var også en ejegod, humørfyldt, omsorgsfuld og elsket familiefar og ægtefælle, søn og svigersøn. Sammen med sin højtelskede Rie (Anne-Marie) og sønnerne Jesper og Jacob nød han hele familien og hjemmet i Mørkholt, haven, den smukke natur i området, naboskabet og venskaberne. Senere kom Jespers og Jacobs kærester, Louise og Anne, til. Ib og Rie havde den store glæde, at de den 26. april 2009 blev bedsteforældre, da Louise fødte lille Oliver. Kort tid efter, den 22. maj 2009, holdt Ib i fuldt vigør sin 50-års fødselsdag. En pragtfuld fest med næsten hundrede venner og familiemedlemmer. Lions Club Børkop har lidt et smerteligt tab ved Ib Erbo Hansens død. Vi vil savne dette sympatiske menneske. Der vil i klubben bestå et tomrum i årene, der kommer, men vi vil altid kunne tænke tilbage på denne enestående personlighed, og takke for de år vi kendte ham. Ibs død er et ufatteligt tab for familien, som vi sender vore varmeste og kærligste tanker og dybeste medfølelse: Kære Rie, Jesper, Louise og lille Oliver, Jacob og Anne, farmor Nina og svigermor ”Strit” (Mary).
Ib var en rigtig hædersmand.
Æret være hans minde.





RSS