Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Sangskrivere folder sig ud på slottet

Engelsholm 19.05.2010 kl. 09:56 Af
Sangskrivere folder sig ud på slottet
Islandske Johann, danske Anna og amerikanske Danny ved klaveret har en sang i støbeskeen.
Foto: BENNY F. NIELSEN
Se flere billeder

Kom og lyt
Resultatet af sangskriver-workshoppen kan høres ved en generalprøve i aften på Engelsholm Slot fra klokken 19.30.
Entré: 100 kroner.
Den "rigtige" koncert finder sted ved SPOT- Festivalen i Århus på fredag den 21. maj.
Annonce
På tre dage har 12 musikere skabt ny musik. Resultatet kan høres i aften

- For et par uger siden var jeg i det vestlige Texas - ude i et af de områder, hvor det bliver allermørkest om natten. Min ven havde fået noget vin at drikke, og pludselig kigger han op mod denne her fantastiske stjernehimmel og udbryder helt umotiveret: Hvad er det her?

Den amerikanske musiker Scrappy Jud Newcomb har sat scenen for en ny sang. Han sidder sammen med islandske Lara Runars og danske Ida Wenøe Bach i det gamle brudeværelse på Engelsholm Slot, og her får ideerne til sangen frit løb.

Akkorder afprøves på guitaren og ordene i teksten bliver vendt, indtil alle tre musikere er tilfredse.

20 sange på tre døgn

For femte år i træk er der sangskriver-workshop på slottet i Engelsholm. 12 musikere fra Danmark, Norge, Island, Færøerne og USA er blevet inviteret til Nordic Cowriters, som startede mandag eftermiddag og slutter torsdag.

Det særlige koncept ved workshoppen er at sammensætte 12 vidt forskellige, musiske personligheder, som åbner op for kreativiteten og lader sig inspirere af hinanden. Eneste krav er, at workshoppen skal munde ud i 15-20 sange, som musikerne skal optræde med ved SPOT Festivalen i Århus i weekenden. Dog er der generalprøve på Engelsholm Slot i aften klokken 19.30.

Slut med navlepilleriet

Ida Wenøe Bach er 22 år og spiller til dagligt i bandet Boho Dancer, som i år er med i finalen ved Quasar Rock på Jelling Festival. Normalt er sangskriveriet for hende en meget indadvendt og ofte lang proces, så workshoppen ergrænseoverskridende:

- Det er virkelig nervepirrende, og man kommer til at gå på kompromis med en masse ting. Men det er samtidig det, der gør det så fantastisk, for man får helt vildt meget igen, fortæller Ida, som oprindeligt stammer fra Træden ved Brædstrup.

En sang kan for hende tage flere uger at skrive, men her på workshoppen er der ikke tid til at sidde og nusse med detaljerne:

- Her må man bare bestemme sig for, hvordan det skal være, og så bliver det sådan. Det er også det, der er det charmerende. Her er der ikke plads til perfektionisme, konstaterer hun.

Engelsholms ånd

Den intime stemning, som nødvendigvis opstår, når personlige sange skrives, bliver på workshoppen ikke mindre udfordret af, at en amerikansk filmfotograf dokumenterer hele processen.

Workshoppen har også det vigtige delmål, at unge musikere får mulighed for at danne sig et bredere, internationalt netværk, så de også kan komme ud og spille uden for landets grænser.

- De unge kunstnere har brug for hjælp til at tage det næste skridt ud til udlandet. De møder sætter jeg op. Pludselig kender musikerne nogen personligt, som kan invitere dem til Norge eller USA for at spille og omvendt, fortæller Roar Amundsen fra Mayday Music, som står bag workshoppen. Han har fået støtte fra blandt andre det musikalske udviklingsprogram for Trekantsområdet, Mobile Music, til at gennemføre projektet.

Roar Amundsen er desuden begejstret for workshoppens placering: - Engelsholm kan noget, som ikke mange andre steder kan. Den energi, som sidder i væggene, kan man mærke. Det gør noget helt uvurderligt, siger musikmanden.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Egtved-forsiden

Bedøm artiklen:
1
 har stemt. Gennemsnit
5,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock