Tre frifundne i voldtægtssag kræver nu erstatning
Foto: STEEN OLE/POLFOTO
De tre unge mænd, der sad fængslet i godt et år for en voldtægt, de ikke havde begået, har nu krævet erstatning fra staten. Hvor stort et beløb, det drejer sig om, vil advokat Mette Grith Stage ikke oplyse, men ifølge de gængse takster vil erstatningskravet sandsynligvis runde en million kroner.
- Vi har hele tiden vist, at vi ville rejse et erstatningskrav, da de blev frikendt. Det er helt almindeligt og står i loven, at man har krav på erstatning, når man har været uberettiget fængslet. Penge er kun et lille plaster på såret, for penge kan aldrig kompensere for det, de har været udsat for, siger Mette Grith Stage, der er advokat for Sharif Saloni, som sad fængslet i længst tid. Det var i øvrigt hans lillebror, der fik pigen til at indrømme på skjulte optagelser, at voldtægten var opdigtet.
Beklager ventetid
Juristerne har endnu ikke taget stilling til, om den vejlensiske pige skal tiltales for falsk anklage og falsk forklaring i retten, men hun er stadig sigtet for det. Det får dog ikke betydning for erstatningskravet, forklarer Mette Grith Stage:- Det er staten, der har buret dem inde, og det er derfor staten, der skal betale. Men efterfølgende er jeg da ret sikker på, at anklagemyndigheden kræver, at pigen betaler "udlægget" tilbage, som hun formulerer det.
Politiet har haft travlt
Mette Grith Stage undrer sig i øvrigt over, at pigen endnu ikke er formelt tiltalt i sagen, og det er der forståelse for hos Sydøstjyllands Politi, der beklager ventetiden.- Sagen er trukket ud, fordi juristen har haft travlt med at forberede andre sager. Der har været en del røveri-sager i Fredericia på det seneste, og de er blevet prioriteret først, forklarer vicepolitikommissær Uffe Villumsen.
Sydøstjyllands Politi forventer, at politiets jurister får afgjort, om der skal rejses tiltale og dermed indledes en straffesag mod pigen i midten af næste uge.











RSS