Regnefejl gjorde snerydning billig
18 millioner kroner for snedrydning.
Sådan lød facit, da teknisk forvaltning gjorde status efter en historisk streng vinter. Mange penge javist - men alligevel ikke så slemt som frygtet. Der var bare et problem. Det lød for billigt - når regnskabsfolkene kiggede på lignende udregninger i andre kommuner og hos Vejdirektoratet.
Derfor gik man systemerne igennem endnu en gang - og desværre viste det sig, at regnskabet ikke stemte. Regninger på tilsammen fem millioner kroner hang i en snitflade mellem to it-systemer, som det hedder i embedsmandsjargon.
Derfor lyder regningen nu på 22,9 millioner kroner. Og da det formentlig også bliver vinter i slutningen af året, vil det samlede beløb for vinterberedskabet løbe op i 27 millioner kroner. Det er dobbelt så meget som politikere og embedsmænd har afsat til formålet i 2010.
Sparer på busser
I en tid, hvor der ikke er ekstra penge at rutte med, er politikerne i teknisk forvaltning nødt til at gå på jagt i deres eget budget. Ordren fra kommunens top er, at ethvert overforbrug skal modsvares af tilsvarende besparelser.En del kommer af sig selv. Sneen har betydet, at der ikke er brugt så mange penge på den øvrige vedligeholdelse - gadefejning for eksempel. Her satser man på at opnå en næsten lige så stor besparelse - nemlig cirka ti millioner kroner. Samtidigt er der sparet på den kollektive trafik mere præcist tre millioner kroner. Dermed er den nødvendige besparelse efter al sandsynlighed sikret.










RSS