Borgmesteren, der både kan blæse og have mel i munden
Husker du dengang i november sidste år, da Venstre og Konservative rejste fra valgmøde til valgmøde og fortalte, at vi i Vejle Kommune ikke behøvede skattestigninger, selv om vi af 98 kommuner har landets 5. laveste skatteprocent? Og selv om vi ikke tilnærmelsesvist har de samme skatteindtægter som de kommuner, vi kan sammenligne os med.
Der ville under ingen omstændigheder blive tale om serviceforringelser, kun om effektiviseringer, var budskabet fra Arne Sigtenbjerggaard og Dan Arnløv.
Lad os nu - et halvt års tid efter - spørge borgerne i Givskud, Gadbjerg, Vandel, Andkær og på Langelinie, om de mener, at eventuelle skolelukninger i deres byer er effektiviseringer eller serviceforringelser. L
ad os bagefter spørge kommunens ældste borgere, om de mener, rengøring hver tredje uge (i stedet for hver anden) er en serviceforringelse eller en effektivisering.
Lad os derpå spørge forældre til børn i kommunens daginstitutioner, hvad de mener om øget brugerbetaling for børnenes mellemmåltider.
Lad os også spørge forældrene til kommunens skolebørn, hvad de siger til risikoen for, at deres børns lærere i fremtiden vil få mindre tid til at planlægge børnenes undervisning.
Og lad os endelig spørge kommunens seniorer og sindslidende, hvad de siger til at få "effektiviseret" en stribe dagcentre, væresteder og tilbud om beskyttet beskæftigelse langt ud på lossepladsen.
Svarene giver vist sig selv.
Ovennævnte er ikke desto mindre blot nogle få udpluk fra det rædselskabinet af et sparekatalog, som Vejle Kommune just har offentliggjort som optakt til efterårets budgetforhandlinger.
Havde det ikke være mere anstændigt med en beskeden skattestigning, så vi i fællesskab kunne løse problemerne?
Vi ville stadig betale mindre i skat end landsgennemsnittet. Det mente vi socialdemokrater under valgkampen. Og det mener vi også i dag.








RSS