Ikke ét ord mere om skolelukninger!
Langelinies Skole er en gammel skole med stolte traditioner for at tage hånd om elevernes trivsel og skabe mønsterbrydere. Skolen er for mange børn et vigtigt element i deres hverdag. Det er her, de møder voksne, som kender deres navn, deres baggrund og som ved, hvornår de har det svært.
Det er ikke kun ude i de mindre lokalsamfund, at skolen er et vigtigt omdrejningspunkt. Den "lille" skole med blot 330 elever i den store midtby er også et lokalsamfund, hvor "alle kender alle"; hvor alle børn føler sig betydningsfulde og bliver set.
Overskueligheden skaber tryghed og de bedste betingelser for børnenes udvikling og indlæring. Det er vigtigt, at børn har en tilknytning til deres nærmiljø. At de føler et tilhørsforhold til den lokale skole, hvor de har mulighed for at udvikle og dygtiggøre sig.
Med det frie skolevalg risikerer vi, at én stor midtbyskole vil skabe øget tilstrømning af ressourcestærke familier til skolerne oven for bakkerne, og hvad er der så tilbage?!
Lad os holde fast i to skoler i midtbyen, så skolerne bliver et aktivt tilvalg og ikke et fravalg.
Hvad er det for en fremtid, vi ønsker at forme for Vejles børn og unge. Ønsker vi en dynamisk midtby med to veletablerede skoler, eller ønsker vi en midtby med en mastodont skole, der skal kunne rumme små 800 skæbner.......så, hvad vejer tungest? Pædagogik eller økonomi?








RSS