Folkevalgte, lyt til vælgerne
Igen vil kommunen ramme vores lokalsamfund, det lokalsamfund, som vi alle værner om - det lokalsamfund, som lokale ildsjæle kæmper for at udvikle.
Jeg håber fortsat, at lokale ildsjæle vil udvikle hurtigere, end Vejle Kommune afvikler.
Ifølge www.vejle.dk ønsker Vejle Kommune at: "Skabe sammenhæng og ligeværdighed mellem land og by / Stærke og levende lokalsamfund / Lokale netværk som skaber drømme for fremtiden / Let adgang til spændende naturoplevelser / Attraktive bomuligheder i naturskønne omgivelser / Muligheder for iværksættere og lokale erhverv /Naboskab og sprudlende foreningsliv."
Vejle Kommune har store visioner, men holder det?
Jeg forstår godt, at kommunen skal finde besparelser. Jeg forstår godt, der skal skæres ned.
Men hvorfor skal det ramme landdistrikterne så hårdt? Det ene øjeblik er der nye udstykningsplaner, det næste øjeblik nedlægges der.
Kære folkevalgte: Tror I selv på, at der er nogen, der vil flytte til/blive i landsbyer, hvor mulighederne bliver mindre og mindre?
Biblioteket er sparet væk. Busforbindelser til Vejle/Kolding nedskæres. Tilskud til forsamlingshuse nedskæres.
Det sidste, kommunen nu kommer med, er, at Plejecenter Ågårdens cafe og dagcenter skal spares væk.
Har I slet ingen fornemmelse af, hvad det vil sige for lokalsamfundets ældre borgere?
Kære folkevalgte: Lyt til jeres vælgere.








RSS