Vejles dyreste hus koster 23 mio.
Sommertraditionen tro bringer VAF i dag listen over de dyreste boliger, der er til salg i Vejle Kommune. Som sædvanlig dominerer Bredballe listen med hele fem villaer, men også den tidligere Børkop Kommune rager op på listen.
De senere år er der begyndt at komme flere eksklusive ejerligheder til salg, så der er noget for næsten enhver kræsen smag - men bestemt ikke for enhver tegnebog.
Tre af de 10 dyreste huse er til salg hos Home, der oplever en stigende interesse for liebhavervillaerne.
- Interessen er tilbage, efter den nærmest har været helt væk i et års tid. Der er ingen tvivl om, at mange potentielle kunder har ventet på, at priserne kom lidt ned. Og den lave rente også noget, selv om man har mange penge på lommen, siger ejendomsmægler Poul Erik Hansen, som er medejer af Home i Vejle.
Oserne bliver væk
Dog er to af villaerne på Top 10-listen gengangere fra sidste år.- Det kræver tålmodighed at være sælger i et marked med så få potentielle købere, konstaterer Poul Erik Hansen.
Kommer der mange osere, som lige har lyst til at se et lækkert hus indefra?
- Nej, det er meget sjældent. Når vi fremviser villaerne, er det for meget seriøse mennesker, som leder efter deres drømmebolig. Men hvis der var åbent hus i den slags villaer, ville der uden tvivl kommer rigtigt mange mennesker, siger Poul Erik Hansen.
Både seriøse og useriøse læsere er velkomne til at kigge med på Top 10-listen.
1. Strandvejen 18, Vejle Øst. 23 millioner kroner hos Home.
Også i år toppes listen af en villa på Strandvejen i Bredballe. Ifølge mægleren er det "nok én af Vejles mest præsentable herskabsvillaer". Den høje pris skyldes desuden, at villaen ligger på en dobbeltgrund ud til fjorden.
Villaen har "flotte stuklofter, og i stueplan er der en præsentabel højloftet hall, badeværelse med brus ilagt gulvvarme, køkken/ alrum med elementer fra Multiform. Direkte adgang til nedsænket stue med kinesisk skifer gulve ilagt varme og med helt unik udsigt.
Fra dette rum er der udgang til stor udsigterrasse. Spisestue med udgang til veranda, opholdsstue med kakkelovn og smuk veltilpasset karnap med udsigt. Bagindgang med trappe til den anvendelige kælder". Læg dertil en gildesal, garagebygninger med plads til tre biler og en udhusbygning til havetraktoren - og tag en rigtig god snak med din bankrådgiver.
2. Dyrehaven 14, Chr. Kellers Park i Brejning. 18 millioner kroner hos Home. (Det store billede på siden)
Villaen var også til salg for et år siden. Den nyopførte funkisvilla på 261 kvm. byder på æstetik og funktionalitet med stort køkkenalrum, der fungerer som hjertet i huset. Villaen ligger i et område med kuperet terræn, åbne arealer og skov helt ned mod Vejle Fjord, og der er skjulte højttalere i loftet, så musikken kan følge beboeren overalt i huset.
3. Toppen 24, Vejle Øst, 16.250.000 kroner hos Et Godt Hjem.
Vejen hedder ikke Toppen for ingenting. Mægleren lover en helt unik, fuldmuret villa højt på vandsiden med panoramaudsigt. "Her høres kun vinden og vandet", lover Et Godt Hjem. Villaen ligger i første række på en kuperet grund med sti direkte ned til Vejle Fjord. Desuden er der gåafstand til skov, Tirsbæk Strand og Tirsbæk Slot. Oven i hatten får man en villa af bedste kvalitet.
4. Platzvej 11-13, Mølholm, Vejle, 15 mill. kr. hos Real Mæglerne.
Her loves 400 kvadratmeter med "forførende arkitektur, overraskende løsninger og højt til både himmel og loft".
Luksus-typehuset, som sælges inkl. byggegrund, er ikke bygget endnu, men vil byde på "storhed og pragt til den velhavende familie, som også har brug for repræsentativ plads. De store stuer i fem-seks meters højde giver en formidabel volumen og udsigt til naturen. Materialevalget er overalt i særklasse med solide mahognidøre, panoramavinduer og granit i en sjælden kvalitet. Jacuzzien er selvfølgelig håndbygget".
5. Strandvejen 16B, Vejle Øst, 14,9 mill. kr. hos Danbolig.
Mægleren kalder det "én af Vejles allersidste og historisk unikke strandvejsvillaer".
Da ejendommen blev opført som en sommerbolig for en af byens tidligere velhaverfamilier, blev placeringen nøje udvalgt, og det på en tid hvor området ikke var så bebygget som i dag, og kun det bedste var godt nok.
Derfor fremstår villaen i dag ligeledes som et vidnesbyrd om en livsstil, som kun var meget få forundt". Man får 400 kvm. inkl. kælder og to pejse, og fra den ene stue er der adgang til en havestue med udgang til udendørs opvarmet spa og trappe ned til vandet.
6. Brejning Strand 1CD, Brejning, 14,9 mill. kr. hos Home.
Ejerlejligheden var også til salg for et år siden. Her lokkes med god udsigt i en meget stilfuld ældre ejendom, direkte til Vejle Fjord og den nye bådehavn.
Men mægleren slår også på, at der ikke er nogen bopælspligt, og at man lige kan smutte over til Comwells kurbad og 27 hullers golfbane.
7. Kaptajn Bertelsensvej 18, Vejle Øst, 13,8 mill. kr. hos Danbolig.
259 kvadratmeter. Villaen ligger i første række til Vejle Fjord og er gennemrenoveret med et gedigent materialevalg.
Det lyder jo godt, og mægleren bliver helt poetisk oehlenschlägersk i sin beskrivelse:
"Hertil kommer de ubeskrivelige elementer som eksempelvis følelser, der vækkes ved de første solstråler og bølgeskvulp, når man vågner på første sal i denne smukke ejendom eller fornemmelsen når man slentrer ud på terrassen og betragter Vejle Fjord, der breder sig ud for blikket, som var den ens egen vidtstrakte indsø".
8. Holtumvej 28, Holtum, Grejs, 13 mill. kr. hos EDC.
Uden for Vejle skal der noget særligt til, før en bolig får sådan et prisskilt.
EDCs overskrift er "Unikt bjælkehus med tilhørende ridecenter", og så forstår man lidt bedre.
Især når det fremgår, at man i stedet for fjordudsigt kan kigge ud på sin egen idylliske sø og åbne marker, og at man får hele 607 kvadratmeter at bo i.
9. Selsbjergvej 24C, Vejle Øst, 12.995.000 kr. hos Danbolig.
I anden række til Vejle Fjord finder man denne 328 kvadratmeter store villa. Danbolig skriver, at "fra alle opholdsrum i stueplan er der udgang til svalegang/altan med den slående panoramaudsigt til fjorden". "En helt igennem gennemført og eksklusiv villa og en arkitektonisk perle, hvor beliggenheden er i særklasse".
Og man må ikke glemme, at kvarteret omkring Selsbjergvej - med mæglerens ord - er "roligt, stilfuldt og eftertragtet med mange flotte og velbyggede villaer". Og "her er børnevenlig strand og skov lige udenfor døren".
Er midlerne lidt mindre, kan redaktionen anbefale en billet til bybus 1. Den kører lige forbi Selsbjergvej og ud til Tirsbæk Strand. Men man skal selvfølgelig tage hjem igen om aftenen!
10. Vejlevej 81, Hørup ved Jelling, 12,6 mill. kr. hos EDC.
Igen er vi uden for Vejle, og igen er der naturlige forklaringer på det ottecifrede prisskilt. Nemlig masser af plads.
Med til den firelængede, 319 kvadratmeter store lystejendom hører nemlig en "charmerende og istandsat bolig", store længer med gildesal, maskinhus og svinestald og et samlet jordareal på cirka 24,2 hektar - "heraf 20,5 støtteberettiget".
De andre huse er der ingen økonomisk støtte til.










RSS