Markedet i Vorbasse slår alle rekorder
Lørdag var der tidspunkter, hvor der var så mange mennesker på Vorbasse Marked, at det var svært at bevæge sig frem og tilbage. Den længste bilkø, der blev målt ind til markedet, var på hele 10 kilometer.
Vejrguderne var simpelthen på Vorbasses side, og det har ifølge forretningsfører Mogens Johansen gjort, at Vorbasse Marked i år sandsynligvis har haft det bedste besøgstal nogensinde.
- Jeg har aldrig set så mange mennesker, som der var i år. Jeg er overbevist om, at antallet af gæster kommer til at slå alle rekorder i år, lyder det fra Mogens Johansen.
Han gætter på, at cirka 30.000 biler blev parkeret ved Vorbasse Marked i løbet af de tre markedsdage. Og han gætter på omkring 250.000 gæster.
- Hele nerven i det her er de frivillige, som er den eneste grund til, at vi overhovedet kan skabe et marked som det her. Det er stort, at en by som Vorbasse kan samle så mange mennesker, der vil gøre deres for at skabe et godt marked, påpeger Mogens Johansen. Han fortæller, at der, når man tæller alle med, i alt er op mod 1400 frivillige på markedet.
Mogens Johansen forklarer desuden, at de frivillige og markedets gæster ikke kunne have ønsket sig bedre vejr på årets marked. Især om lørdagen, hvor det var helt perfekt markedsvejr.
- Lige omkring 20 grader varmt og lidt overskyet og så havde vi næsten ingen regn. Vejret har helt klart været med til at tiltrække rigtig mange mennesker. Det var faktisk for godt til at være sandt, fortæller en meget glad forretningsfører, som først i løbet af de næste par dage får et præcist overblik over, hvor mange mennesker der i år lagde vejen forbi Vorbasse Marked, som i år kunne fejre 280 års jubilæum.











RSS