Atriumhaven er underbemandet
Vejle Amts Folkeblad har snakket med både pårørende og beboere om forholdene på Atriumhaven, og de er ikke i tvivl: Plejecentret er underbemandet, og det går ud over beboerne.
Ingen af dem vil klandre personalet, som de mener, gør deres bedste. Men det bedste er ikke nok, når der ikke er personale nok.
- Personalet ligger vandret i luften, fordi de skal lade som om, at de klarer det hele. Ofte er det en ny vikar, vi møder, som ikke aner noget om beboerne. Det er frustrerende og meget bekymrende at være pårørende, siger Tove Tranberg fra Gårslev, som er datter af Ketty Knudsen på Atriumhaven, der er dement.
Samme oplevelse har Ketty Knudsens mand, Edvard Knudsen:
- Personalet løber rundt, og det lille øjeblik de skal have til at føre en kærlig hånd ned over håret på beboerne eller hjælpe dem med at drikke deres kaffe, den tid har de ikke, siger Edvard Knudsen.
Brækkede nakken
Ebba Sloth, der var gift med Atriumhavens nyligt afdøde beboer Harry Sloth, mener også, at underbemanding gik ud over hendes mands sidste tid på plejecentret. Værst var det for godt et halvt år siden, da hendes mand faldt på badeværelset.- En af personalets piger havde min mand i bad. Han sad på badebænken, men hun havde travlt og blev nødt til at gå ud et øjeblik. Det øjeblik hun var væk, prøvede min mand at rejse sig, som demente gerne vil. Han endte med at falde bagover og brækkede nakken, siger Ebba Sloth, der efterfølgende måtte se sin mand være sengeliggende med en halskrave, han ikke kunne forstå, hvorfor han skulle have på.
Ligesom de andre pårørende vil hun dog ikke bebrejde personalet:
- Min mand og jeg var begge glade for personalet, men personalemanglen, den gik ud over Harry.
Vejle Amts Folkeblad har talt med yderligere to beboere på Atriumhaven, der genkender personalemanglen som et problem i hverdagen.








RSS