Fotografoverfald giver et års fængsel
Foto: COLOURBOX
Den 29-årige Kim Føns fra Vejle skal et år i fængsel efter, at han i foråret slog en fotograf ned i det vejlensiske natteliv og begik hærværk mod et værtshus i Kolding.
Kim Føns nægtede sig skyldig, men beviserne pegede i den anden retning. Overfaldet og hærværket gav tilsammen syv måneders fængsel, men da han har en reststraf på fem måneder fra en tidligere dom, blev resultatet, at han skal sidde bag tremmer i et år.
Kim Føns er tidligere blevet dømt for hærværk, brandstiftelse, tyveri og efter våbenloven, men det er voldsdomme, der går igen på straffeattesten.
Den seneste episode skete foran morgenværtshuset Club 41 i Staldgårdsgade i Vejle 15. maj i år omkring klokken 6.30. Kim Føns og ofret, der er fotograf på Club Foam, havde talt sammen tidligere på morgenen, hvor der havde været god stemning, men det ændrede sig brat, da fotografen blev hentet af sin kæreste. Kim Føns blev pludselig aggressiv og ville tale med fotografen. Det hele endte med at ofret fik et cirkelspark og et slag i hovedet med en flaske.
Fotografen fik flere brud på kindbenet og har stadig mén efter overfaldet. Lægerne kan endnu ikke sige, om det er varige mén.
Kim Føns har siddet varetægtsfængslet siden 20. juli. Dog ikke for overfaldet på fotografen, men fordi han på det tidspunkt blev anholdt i en stjålet bil ved Skanderborg.
Politiet ransagede derfor hans bopæl i Vejle, og her fandt de en hel del tyvekoster, og den sag er netop ved at blive gjort klar til domstolen.










RSS