Hvad nu hvis Vandel Skole bliver nedlagt?
For 50 år siden var der skolekrig i Randbøl Sogn. Det drejede sig om indførelse af skoleloven af 1937 samt nedlæggelse af skolerne i Frederikshåb og Bindeballe.
Raseriet kendte ingen grænser. Livslange fjendskaber blev grundlagt.
At det hele drejede sig om en bedre undervisning af børnene fortabte sig i raseriet over, at nogen skulle miste deres skole.
Nu er der så et forslag om at nedlægge Vandel skole. Det vrøvl man hører om, at tre spor og 600 børn er nødvendigt for at børn kan lære noget, er ikke til at holde ud.
Hvordan er det samfund, vi har, kommet hertil?
Dem, der skabte det, havde lærere med følgende pædagogiske hjælpemidler, en sort tavle, kridt og et spanskrør.
Det er ubegribeligt, hvordan en forskolelærerinde og en enkelt lærer har kunnet bibringe dem, der har skabt dette samfund, nogen form for viden.
Kommer det dertil, at Vandel skole nedlægges, har det den praktiske konsekvens, at egnsmuseet mister sine ca. 240 m² magasinplads. Der skal indsættes skolebusser til Ny Nørup, alle lærerne får ny arbejdsplads, måske samme sted.
Nøgternt set er der kun følelsen over tabet af skolen tilbage.
Det har videre den konsekvens, at man ikke længere har en skole, hvor man kan låne lokaler til at holde møder i. Samtidig får man et bygningskompleks, der i værste fald kan ende som et "Låsby Svendsen-projekt".
Hvis de vise fædre og mødre i Vejle Byråd beslutter at nedlægge skolen, har de samtidig pådraget sig forpligtigelsen til at gøre Vandel til et attraktivt sted at bo. Man må gøre noget ved byggemodningen af industrigrundene nord for byen. Man må gøre noget for at sikre boliger for ældre og enlige medborgene. De skal i dag flytte til enten Billund eller andre steder i Vejle Kommune, læs nedlagte Egtved Kommune, hvis de vil have et sted at bo. Man må lægge sig i selen for at gøre opmærksom på bo- og byggemulighederne i Vandel.
En nedlæggelse af skolen stiller krav om en samlet indsats af alle borgere i Vandel og omegn for at forbedre det, man har tilbage. Sammenholdet kan måske trænge til en styrkelse.
Vandel Borgerforening kan i denne sammenhæng virke som katalysator for mange gode kræfter, men det kræver en indsats, som salig premierminister Winston Churchill sagde det klart: Blood sweat and tears, på dansk: Blod sved og tårer.








RSS