Småkagefabrik klarer fedtafgiften
Foto: UKENDT
Kelsen Group med hovedsæde og småkagefabrik i Nr. Snede bruger enorme mængder smør i produktionen, men en ny afgift på mættet fedt får minimal betydning for fabrikken, fordi det er mindre end en procent af småkagerne, der afsættes på det danske marked. Afgiften gælder alene varer, der sælges på det danske marked.
Inden sommerferien vedtog Folketinget at indføre en ny afgift på 13-14 kr. pr. kg. mættet fedt som bestanddel af fødevarer.
- Sidste år præsterede vi vores bedste resultat med et overskud på 31,8 mio. kr. før skat. Hvis den nye afgift kom til at gælde hele vores produktion, kunne det få katastrofale følger med en årlig afgift på måske 70 mio. kr., siger administrerende direktør i Kelsen Group, Brian Rønsholt.
- Nu må vi se, om der skulle blive flere lande, der indfører en sådan afgift. Foreløbig er konsekvensen vor vore varer på det danske marked så begrænset, at vi ikke overvejer at lave noget om for nuværende. Foreløbig har jeg ikke hørt noget om, hvordan den nye afgift skal administreres, men det kan måske gå hen at påføre os en øget administrativ omkostning, siger Brian Rønsholt.
Kelsen Group, der er en af de store aktører på verdensmarkedet, bager hvert år over 23.000 tons småkager, og den årlige omsætning har rundet 750 mio. kr.
Småkagerne eksporteres til flere end 120 lande.









RSS