Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Giv tegn - med et smil Synspunkt

18.08.2010 kl. 06:00 Af Gorm Albrechtsen
Giv tegn - med et smil Synspunkt

Annonce
Med et smil kommer du langt i trafikken. Der er blot så pokkers langt mellem smilene - og mellem tegnene. Forleden pumpede jeg den gamle jernhest, en sort herrecykel af det ædle fabrikat Bugatti, efter en beslutning om at rette op på den søde sommertids mange kulinariske udskejelser. Vægten skal ned, om jeg så skal trampe mig til mindre livvidde.

Ud over de sundhedsmæssige værdier giver en cykeltur anledning til mange overvejelser. Der er tid til at indsnuse duften fra nyhøstede marker og blomstrende hegn, og at fæstne sig ved de små ting som man ellers overser, når man sidder bag rattet i en bil. Her er det så på sin plads at viderebringe en opfordring fra én af vore trofaste læsere. Vedkommende slår nemlig til lyd for, at alle cyklister rækker en hånd ud, når de drejer - og gerne ser sig tilbage, før de gør det. Den slags blev vi opdraget til i min barndom, men mon den slags stadig indlæres hos de små? Voksne cyklister har i hvert fald svært ved at se sig tilbage og tilkendegive om de vil dreje eller ej.

I grunden er det noget ufatteligt sjusk. Cyklisten er jo den svage part uanset om modparten er en lille Fiat 500 eller en heftig firehjulstrækker. Det er et emne, som burde tages op i forbindelse med skolernes færdselsundervisning. Men først og fremmest bør forældrene prikke lille Lars på skulderen og fortælle hvordan man opfører sig i trafikken.

Ude i sommerlandet er tegngivningen ikke noget større problem, men i bytrafikken er det en anden sag. Der er man mest udsat som trafikant på to hjul. Men det er også der, det gør indtryk, hvis man gi'r tegn - og gør det med et smil. Det gælder såmænd også bilisterne. En af mine bekendte gjorde sig bemærket ved altid at finde plads til at smutte ud i trafikken. Hvordan? Jo, hans hemmelighed var, at han fik øjenkontakt til medtrafikanterne - og sendte dem et smil. Det virkede hver gang, så der blev hul i trafikken til ham, der smilede til de andre.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Motor-forsiden

Bedøm artiklen:
0
 har stemt. Gennemsnit
0,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock
flexblock

Få adgang til dagens e-avis

flexblock
flexblock