Der vil blive våget over de døende
Centerleder på Kastanjehaven, Marie Rud, Centerleder på Sandbjerg, Marianne Lübker og tidligere sygeplejerske Margit Udsen har en mission.
Ingen skal dø alene og derfor har de tre kvinder taget initiativ til at opstarte en frivillig vågetjeneste i byerne, der tidligere hørte til Gl. Give Kommune.
- Vi leder efter nogle mennesker, der kan udvise empati og samtidig er gode til at lytte. Og så skal man ville gøre det for den døendes skyld og ikke sin egen, forklarer Margit Udsen, som fortæller at der den 27. august klokken 19.00 vil være informationsmøde om vågetjenesten i Sognehuset i Give, hvor alle er velkomne.
Både Marie Rud og Marianne Lübker påpeger at der i den grad er behov for en vågetjeneste, især i tilkobling til områdets plejehjem.
- Medarbejderne har ikke altid tid til at sidde ved den døende, da det så vil komme til at gå ud over 10 andre beboere, der ikke vil få pleje og omsorg den dag. Derfor ville det være en stor lettelse for medarbejderne at vide, at en vågekone sidder ved den døende, forklarer Marianne Lübker, som derfor håber, at rigtig mange mennesker fra området vil overveje at melde sig som frivillige til tjenesten.
Margit Udsen mener at det er vigtigt med en vågetjeneste i Give af en enkel, simpel grund.
- Det er jo det her med, at der ikke burde være nogen, der skal dø alene. Alle har behov for tryghed og nærvær i de sidste timer, slutter Margit Udsen.








RSS