Spar på bureaukratiet
Skal vi blive ved med at spare på de svageste borgere eller er tiden inde til en debat om Vejle Kommune er indrettet med den mest hensigtsmæssige administrative struktur. Min opfattelse er, at der er for mange forvaltninger og en række arbejdsformer, der undertiden synes at være ret så bureaukratiske.
Det er derfor glædeligt, at borgmester Arne Sigtenbjerggaard nu åbner en lille lem for debatten. Det har desværre ladet vente på sig at få borgmesterpartiet - der ellers gik til valg på effektivisering - til at se på kommunens opbygning. At baggrunden så er den groteske, at borgmesterens partifæller, der ironisk nok blev valgt på slogans om effektiviseringer og besparelser, har haft travlt med løbe fra nedskæringsforslag på ældre, foreningshuse og endda så tvivl om det kloge i skolenedlæggelser, er mere end til at leve med.
Jeg håber borgmesterens udmelding i VAF lørdag betyder, at vi nu kan få reel handling i form af organisationsændringer, så vi kan spare på bureaukratiet i stedet for kun at lade sparekniven ramme ældre, børn og psykisk syge.
Hvis det skal nytte, skal vi ikke kun se på antallet af direktører i kommunen. Vi skal turde gennemføre organisationsændringer, der omfatter antallet af forvaltninger, antal ledelseslag overalt både centralt og decentralt i organisationen og fjerner bureaukrati. Men en vigtig forudsætning vil være, at der også arbejdes med ledelses- og medarbejderkultur.
En vigtig brik er en tillidsreform, der lader den enkelte medarbejder udføre sine opgaver uden hele tiden at blive forstyrret af krav om kontrol, skemaer og administrative krav om dokumentation. Det kræver, at vi tør slippe medarbejderne løs. Det betyder f.eks. at Vejle Kommune skal gå lige til grænsen og helst udfordre rammerne for, hvor lidt bureaukrati man overhovedet kan have. Bureaukrati skaber ikke værditilvækst eller menneskelig værdi. Det gør derimod det arbejde som plejepersonale, pædagoger og skolelærere udfører direkte i mødet med borgerne. Derfor skal dette arbejde prioriteres, mens papir og kontrolarbejdet skal fjernes.
Jeg er overbevist om, at sådanne ændringer også kan føre til øget arbejdsglæde blandt medarbejderne.
Vi står over for en svær opgave med at lægge et budget for Vejle Kommune. Det kræver mod at bryde strukturer ned og at bygge nye op på andre værdier.








RSS