Vejle-familie forgiftet af livsfarlig fluesvamp
Tre medlemmer fra en familie på Søndermarken er blevet livsfarligt forgiftet efter at have spist en ret med den farlige grønne fluesvamp, der findes i de lokale skove.
Familien, der er af asiatisk herkomst, har været i skoven og plukket den giftige svamp, der ifølge naturvejleder Steen Hedrup til forveksling ligner en spiselig posesvamp, som netop dyrkes i Sydøstasien.
- I vores skove har vi både den snehvide og grønne fluesvamp, som til forveksling minder om posesvampen. Det er en spiselig svamp, som de dyrker i Sydøstasien, nøjagtigt som vi dyrker champignon herhjemme. Hvis man ikke kender de lokale forhold, så kan man let tage fejl af de to, men den grønne fluesvamp er særdeles giftig og en enkelt svamp er rigelig. Når man har spist en svamp, går den i gang med at nedbryde cellerne, og i løbet af nogle dage angribes nyrer og lunger, fortæller Steen Hedrup.
Ifølge avisens oplysninger drejer det sig om en mormor, mor og en datter, og det har ikke været muligt at få oplyst, hvor familien ligger indlagt. eller hvordan deres situation er.
Men Giftlinien på Bispebjerg Hospital oplyser, at der inden for de seneste dage har været tale om to uafhængige episoder, hvor i alt fem personer har spist hele måltider med den livsfarlige svamp. Deres tilstand betegnes som kritisk.











RSS