Dubrovnik - nu i 5D
Føl vinden fra Velebit-bjergene suse i håret og mærk rystelserne fra jordskælvet, der ramte Dubrovnik i 1667.
Sådan er det at opleve Dubrovniks nye turistattraktion, der ifølge idemændene kan betegnes som et moderne museum med elementer fra kendte forlystelsesparker som Disneyland og Gardaland. Produceren Branko Lustig, som har været nomineret til flere Oscars for bedste film, er en af skaberne bag projektet.
Ved indgangen til museet mødes turisterne af en holografisk udgave af den kroatiske digter Ivan Gundulic, der fremfører sin egen frihedshymne.
Bagefter kan de besøgende lære at danse den kroatiske folkedans lindo af en række dansere, som styres af publikums begejstring - jo mere taktfast der klappes, jo flere dansere popper op på det virtuelle dansegulv.
I biografhallen bliver gæsterne tilskuere til 14 nøglebegivenheder, der har sat sit præg på Dubrovniks historie. 5D-effekten i salen opnås bl.a. med store vindblæsere i loftet og indlagt vibration i hallens biografstole, der skaber er livagtig oplevelse af historiens folkevandringer og jordskælvet, der rystede byen tilbage i 1667.
Visia Dubrovnik 5D-museet har en ambition om, at gæsterne selv skal være med til at skabe oplevelsen. Alle har derfor mulighed for at deltage i et Guinness Rekordbog-forsøg ved at afgive deres håndaftryk på en computer og vælge et budskab for mere fred, tolerance eller forståelse i verden. De mange budskaber projiceres op på en væg, og hvis der er tilstrækkelig mange besøgende, som deltager, vil det blive optaget i Guinness Rekordbog.








RSS