Tyve lænser din konto når du mindst aner det
Vejle 30.08.2010 kl. 07:55
Af
I alt tre datatyve er fanget på overvågningskameraer ved Danske Bank-filialer i Trekantområdet. Politiet vil gerne have hjælp til at identificere manden her. Foto offentliggjort af Sydøstjyllands Politi
Se flere billeder Annonce
Datatyve er på spil i Vejle, Fredericia og Horsens. Det er indtil videre gået ud over kunder, der har hævet i Danske Banks automater
Kig godt efter, om hæveautomaten ser ud præcis som den plejer, inden du stikker hævekortet i maskinen og taster din kode. Flere vejlensere, fredericianere og horsensianere har i denne uge fået afluret deres kort-oplysninger, hvorefter deres konti er blevet lænset for penge. Problemet er nu så stort, at politiet advarer om datatyveriet.
- Der er ingen tvivl om, at det er organiseret. Kortoplysninger ender i Mexico, England og USA, hvor de bliver kopieret over til falske dankort, der bliver brugt i stor stil. Vi mangler endnu overblikket over, hvor mange mennesker, det er gået ud over, men det drejer sig om mange penge, siger efterforskningsleder Søren Søndergaard fra Østkrim.
Kamera filmer dig, mens du taster
Tyveriet foregår ved, at der monteres en optisk læser i selve automaten. Det tager kun ganske kort tid og gøres ved at stikke et særligt kort ind i selve automaten. Kortet efterlader en optisk læser, der kopier magnetstriber fra alle hævekort, der efterfølgende bruges i automaten. For at fuldende tyveriet monterer tyvene samtidig et meget lille kamera, der filmer kundens hånd, mens koden tastes.- Tyvene venter x-antal timer og fjerner så dataene og udstyret. Informationerne sendes til udlandet, hvor der trykkes falske kort, siger Søren Søndergaard.
Tre af tyvene er blevet fanget af bankernes overvågningskameraer, og politiet håber, at læsere kan hjælpe med at finde frem til personerne - selvom de næppe er danske.
- Denne form for databedrageri har vi tidligere set udført af østeuropæere, og det tyder det også på, at det er denne gang. Derfor vil vi gerne høre fra personale på hoteller, campingpladser og vandrerhjem eller andre overnatningssteder, hvis de genkender personerne på billederne, så vi kan få sat en klo i de skyldige, siger Søren Søndergaard.
Tyvene har indtil videre brugt hæveautomater tilhørende Danske Bank. Oplysninger i sagen kan gives på telefonnummer 114.










RSS