Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Musik for dig

Eivør reddede fredag aften i Tønder

27.08.2010 kl. 23:57 Af
Eivør reddede fredag aften i Tønder
Færøske Eivør reddede fredag aften for arrangørerne ved Tønder Festivalen. Hun sprang til, da norske Katzenjammer måtte melde afbud på grund af sygdom. Foto: Ulla Kaltoft

Annonce
Det er i nøden, man skal kende sine venner. Det måtte arrangørerne af Tønder Festivalen sande fredag aften, hvor det norske band "Katzenjammer" i sidste øjeblik meldte afbud på grund af sygdom. Bandet skulle have afsluttet fredag aftens koncerter i Telt 2. Men så ringede de til Eivør, og hun sprang til uden tøven.

Den færøske huldre var i Danmark i forvejen og skylder i forvejen Tønder sit gennembrud. Hun var her for første gang for omkring fire år siden, hvor hun tryllebandt det store Telt 1 med sin unikke stemme.

Dengang var hun en genert og meget ung pige med et kejtet smil. Siden er hun vokset til og er i dag en stilsikker sangskriver med en ubrudt kontakt til sine nordatlantiske fødeøer.

Der er vindens susen og bølgernes brus i hendes vokal, som ubesværet kan svinges helt op under teltdugen til et register, man næppe tror muligt.

Avanceret

En ting er sikker, når man har med Eivør at gøre: man ved ikke på forhånd, hvad man får. Denne aften fik vi en del sange fra hendes nyeste album. Sange med masser af electronica og kant.

Genremæssigt nok på kanten af, hvad et traditionelt Tønder-publikum kan kapere, for der blev snakket bravt i krogene under koncerten. Til skade for oplevelsen.

De nye sange har berøring med Kate Bush og med Bjørk fra hendes Homogenic-periode. Men er samtidig unik Eivør.

Hun havde tre færøske legekammerater med, og det resulterede i et udtryk med masser af energi.

Om hun stadig laver folkemusik kan diskuteres. Men sikkert er, at hun laver musik, som kommer fra hjertet. Og når til hjerter.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Musik for dig-forsiden

Bedøm artiklen:
1
 har stemt. Gennemsnit
5,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock