Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Musik for dig

Hygge i dagligstuen

28.08.2010 kl. 14:52 Af
Hygge i dagligstuen
Syv gedigne historiefortællere sammen på scenen. Yderst til højre Arlo Guthrie, lørdag eftermiddags visevært. Privatfoto
Se flere billeder

Annonce
Det ene hjørne af Tønder Festivalen er festlig dansemusik, som får publikum ud på græsset i runddanse og begejstret hoppen. Det andet er lørdag eftermiddags traditionelle Songwriter's Circle i Telt 2. Fem, seks eller syv singer-songwriters i en halvcirkel på scenen og et lydhørt publikum på stole.

Her er der skruet ned for effekterne og op for ægtheden, intimiteten og de gode historier. I år er det Kevin Welch, Chris Smither, Eddi Reader, Troy Campbell, Luka Bloom, John Spillane og Mick Flannery, der sidder på scenen.

Ude i den ene side sidder en legende og en mand, som næsten er blevet festivalens maskot - Arlo Guthrie. Søn af Woody Guthrie, ophavsmand til klassikeren Alice's Restaurant, indehaver af Trinity Church (Alice's kirke) siden 1991, hvorfra han driver The Guthrie Center og The Guthrie Foundation, som støtter og kæmper for alt muligt fra miljø og sundhed til kultur.

Arlo Guthrie er i Tønder alene i år for en gangs skyld. Normalt turnerer han med hele familien. Foruden at give koncert i Tønderhal 1 lørdag aften er han konferencier - og deltager - i dette års Songwriter's Circle.

Publikum elsker ham. Og de får en masse til gengæld. "St. James Infirmary", en af de faste klassikere på hans repertoire. Men først og fremmest får de små historier, som kæder det hele sammen. Essensen af, hvad folkemusik er: musik, som folk spiller sammen.

Eddi Reader leverer flere helt nye sange. Blandt andet en om sin skilsmisse. Skrevet aftenen i forvejen. Så bliver det ikke friskere. Reader brød igennem som popsangerinde i Fairground Attraction, men har nu sadlet totalt om og er gået roots - skotsk.

Hun bløder det rustikt maskuline udtryk behageligt op med en bevægelig og udtryksfuld vokal, som glider ubesværet ind i ørerne.

Meget for pengene

Tønder Festivalen er blevet kritiseret for ikke at sælge armbånd, men kun billetter til enkeltkoncerter. Og sandt er det, at det løber op, hvis man vil høre blot en del af det rige musikalske udbud.

Men netop lørdag eftermiddag får man faktisk meget for pengene, fordi billetten her gælder til både Telt 1 og 2. Og det er muligt at skifte fra det ene til det andet og få i al fald lidt af det hele med.

I Telt 1 er eftermiddagens godbidder skotske Fred Morrison Band med sækkepibespilleren Morrison i spidsen og den ligeledes skotske multigruppe The Chair. De fik allerede fredag aften stor succes med deres vildt rytmiske og medrivende dansemusik.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Musik for dig-forsiden

Bedøm artiklen:
0
 har stemt. Gennemsnit
0,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock