Ceilidh - folkemusikkens hjerteslag
Hvis du er ny til folkemusik og gerne lige fra starten vil have en ide om, hvad folkemusik og -musikere er for nogle størrelser, kan du med fordel begive dig til Tønder Festivalen en søndag eftermiddag. Her står menuen nemlig på ceilidh. Udtales enten seylid (irsk) eller keylid (skotsk).
Især i Skotland er ceilidh den aktivitet, der lader unge mennesker møde hinanden med senere pardannelse som mål. Den opstår ofte spontant, men arrangeres også målrettet. Og kan foregå under intime rammer eller i mere offentlige sammenhænge.
Om der ligefrem kommer nye par ud af Tønder festivalens ceilidh skal vi lade være usagt. Men man kommer i al fald hinanden en hel del ved i det store, tætpakkede telt. For søndagens ceilidh er noget af det, der altid fylder teltet til randen.
Når der spilles koncerter over en stor festplads og flere andre steder i byen i fire dage vil ingen i sagens natur kunne nå det hele. Her byder ceilidh sig også ind med en klar fordel. For snart sagt alle de musikere, der har været på programmet, kommer på scenen i løbet af tre timer.
Kryds og tværs
Som i jazzen er sammenspillet på kryds og tværs af faste bands og solister en vigtig del af folkemusikken. Man deler, i al fald for de angelsaksiske musikeres vedkommende, baggrund og kan legende let falde ind i hinandens musik, supplere den med egne idéer og udvikle den.Det kommer der altid en helt unik stemning ud af, fordi musikerne elsker at mødes på tværs og sparker engagement og humør helt op under telttaget.
Wolfstone
Det band, der nok har vakt størst bifald under årets festival, er skotske Wolfstone. De gav tre numre til bedste under ceilidh og fik hele teltet op at stå undervejs.Portugisiske Atlantihda er helt nye gæster i Danmark, og de fik mange nye venner under årets festival. Gruppens sangerinde Gisela Joao synger forrygende og er et festfyrværkeri af energi på en scene. Portugisisk folkemusik er levende, vemodig og følelsesfuld på en helt unik vis.
Den irske sangerinde Karan Casey nåede ikke at spille på selve festpladsen i år, kun i Visemøllen og på gymnasiet fredag og lørdag. Men også hun dukkede op og sang et par sange sammen med Martin O'Connor Band.
Hele herligheden blev som vanligt kædet sammen af trinde Brian McNeill, som altid formår at få teltet til at lave bølge med sin selvlysende plasticpind.








RSS