Uacceptable forringelser for skolerne
Ikast-Brande kommune har i dag et velfungerende skolevæsen med engagerede medarbejdere. Ud over at der dagligt afvikles kvalificeret undervisning af kommunens børn og unge, giver engagementet sig også udslag på andre måder. Der foregår rigtig meget pædagogisk udviklingsarbejde på skolerne i vores kommune. Det kan kun lade sig gøre med engagerede medarbejdere og ledere, der brænder for sagen.
Det har vi til trods for, at vi har Danmarks billigste skolevæsen. Vores skoleforvaltning er blevet bedt om at udarbejde en stribe forslag til, hvordan skolevæsnet kan drives for et budget, der er 5-6 procent lavere end det, vi har i 2010. Forslagene kan deles op i to hovedgrupper. Strukturelle ændringer og ændringer af serviceniveauet.
De strukturelle ændringer omfatter forslag om lukning af Blåhøj og Isenvad skoler, samt flytning af 7. til 9. årgang fra flere skoler til naboskolen. I alle disse forslag indgår også serviceforringelser, idet mange elever skal bruge mere tid på transport til en anden skole.
Men et andet gennemgående element er, at forslagene alle indebærer nedlæggelse af lederstillinger. Ledelsesopgaven bliver ikke mindre af at flytte rundt på eleverne, og vi er stærkt bekymrede for de ledere der måtte blive tilbage, hvis disse forslag skulle blive til virkelighed. Vi er som skoleledere vant til at tage fat og lægger allerede nu mange flere arbejdstimer i jobbet end i et normalt fuldtidsjob. Vi er bekymrede for, at en reduktion af lederstillinger med mere end 25 procent vil medføre uoprettelige skader på det samlede skolevæsen. Historien viser desuden, at hvis en skole nedlægges, forbliver den nedlagt for altid, med mindre der oprettes friskole. Og har en skole én gang mistet sin overbygning, kommer den ikke tilbage, selv om kommunens økonomi skulle blive bedre om nogle år.
Det er vores opfattelse, at skolevæsnet i Ikast-Brande kommune er særdeles godt, veldrevet og billigt, med den nuværende struktur. Med et eksemplarisk samarbejde og engagement der hviler på ligeværdighed og gensidig respekt, har vi sammen med vores kolleger i skolefritidsordningerne, i al beskedenhed, formået at skabe et skolevæsen byrådet kan være stolt af. Ødelæg det nu ikke.








RSS