Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Læserbreve

Et bæredygtigt budget i balance

læserbrev 31.08.2010 kl. 10:38 Af Jane Findahl
Annonce
På vegne af SF's byrådsgruppe:

Byrådet er netop hjemkommet fra budgetseminar, og på det efterfølgende pressemøde gav de enkelte partier deres bud på, hvad det kommende budget skal indeholde. Af artiklen i FD lørdag den 28. august fremgår det ikke, at SF deltog i pressemødet. Det gjorde vi, og her er, hvad vi fremlagde:

Heldigvis ser det i 2011 ikke allerværst ud i Fredericia, men der skal tænkes langsigtet i forhold til de store udfordringer, som alle danske kommuner står overfor - hvis vi skal undgå at budgetter fremover bliver rene gysere. Det er en barsk omgang at skulle håndtere regeringens økonomiske ramme, som tildeler kommunerne færre penge, end der er brug for.

I Fredericia har vi tre store udfordringer i de kommende år. En økonomisk udfordring, fordi vi får færre penge fra regeringen, vi har flere handicappede, som har hjælp behov og udgifterne til de mennesker, som er på kontanthjælp og førtidspension, vil stige, bl.a. fordi regeringen har lavet en ny lov, som betyder, at kommunerne skal betale en større andel af de udgifter, end vi hidtil har gjort.

De store udfordringer vil SF rigtig gerne være med til at samarbejde om at løse. Det vil vi af flere grunde: dels fordi det skal ske på en ordentlig måde, så de borgere der har hjælp behov bliver inddraget og får indflydelse på de beslutninger, der træffes - og dels fordi vi også vil tilføre flere ressourcer til folkeskolerne og daginstitutionerne, så de får bedre muligheder for at undgå at udskille børn fra de fællesskaber, som er så vigtige for børn at deltage i.

Bæredygtige budgetter i balance betyder, at vi i Fredericia ikke skal spare på folkeskolerne og på daginstitutionerne. Hvis vi gør det, vil vi opleve, at flere børn bliver udskilt fra fællesskaberne. Og vi ved, at det ikke er godt for børn at blive udskilt fra fællesskaber, ligesom vi ved, at det er skidt for den kommunale økonomi.

Byrådet står over for at skulle vedtage en plan for den kollektive trafik i Fredericia. Her er udgangspunktet de besparelser, de borgerlige partier har gennemført, så serviceniveauet vil uundgåeligt blive forringet i forhold til den busdrift, vi kender i dag. SF vurderer, at der i forbindelse med budgetvedtagelsen skal tilføres området flere penge, hvis ikke vi skal acceptere et niveau, der betyder markant færre passagerer i busserne. I forhold til klima og miljø samt ældre og unge, der er afhængige af den kollektive trafik, er det en rigtig dårlig ide at tvinge endnu flere over i private biler.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Læserbreve-forsiden

Bedøm artiklen:
5
 har stemt. Gennemsnit
2,2
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock