Botilbud for unge hjerneskadede lukker
Foto: BFN
Problemerne tårner sig op for Vejlefjord-Fonden, som på grund af dårlig økonomi har sat bygningerne på Sanatorievej 26 i Stouby til salg for en kvart milliard kroner.
Også Fjordbo Fonden, som for et år siden blev skilt ud fra Vejlefjord-Fonden, og som driver de to botilbud for unge hjerneskadede, Fjordbo I og II på Sanatorievej 26, er i alvorlige problemer.
Kommuner trækker hjem
Problemerne er nu så store, at ledelsen på Fjordbo har besluttet at lukke de to botilbud.Det sker, fordi kommunerne ikke sender så mange patienter længere.
- Kommunernes økonomi er presset, og det betyder dels, at de ikke sender nye patienter, og dels at de trækker de patienter, som er hos os, hjem, siger Torben Vejlgaard, økonomichef på Fjordbo.
90.000 kroner om måneden
Problemerne på Fjordbo har været længe undervejs. Allerede i sommer blev de 13 socialpædagoger og to ledere på Fjordbo afskediget, og de sidste opsigelsesvarsler udløber med udgangen af september.Der er plads til 12 unge i de to botilbud. Pt opholder sig seks unge på stedet.
Det koster kommunerne mellem 49.000 og 90.000 kroner om måneden at have en ung borger anbragt på Fjordbo.








RSS